onsdag den 31. juli 2013

Champignons i gylden flødesauce - LCHF



Inspireret af min søde kollega, som idag var fast overbevist om, at hun......

- efter ét enkelt LCHF aftensmåltid (bestående af en FLØDE-CHAMPIGNONSAUCE, SOM MÆTTEDE TEMMELIG GODT HELE AFTENEN!) og vistnok en hel del læsning på blogs og diverse websites -

 ......skal afprøve LCHF diæten nærmere, har jeg her fundet frem til min egen version af en gylden flødesauce med et hav af skivede champignons.

Den smagte helt aldeles guddommeligt sammen med pestobelagte, baconsvøbte kyllingeinderfilet'er, som min søde mand havde gjort klar til ovnen, så jeg bare skulle klare tilbehøret, når jeg kom hjem fra min lille indkøbstur.

Her får du opskriften på saucen. Du skal bruge:

400-500 gr. rodskårne champignons
400-500 gr. halve cherrytomater
2 1/2 dl. piskefløde 38%
2 spsk. løgpulver
1 1/2 tsk. Herbamare urtesalt eller anden god salt (smag saucen til)
1/2 tsk gurkemeje (mest for den gyldne farves skyld - kan udelades)
Saften fra en stor citronbåd
Peber
En (god) klat smør

Når det - som idag - skal gå stærkt (kyllingen ventede jo bare på at komme i ovnen), så gør det ikke noget, at champignonsskiverne ikke er skåret så fint, så hvorfor ikke prøve, om æggedeleren - eller måske jordbærskæreren, hvis den har fundet vej til køkkenskuffen - kan klare jobbet.
Se bare her - lad næste champignon presse den forrige helt igennem. Det går (næsten) som smurt:

  


De rensede, skårne champignons får en hurtig klaring i smør i gryden. Fløden hældes over og resten af ingredienserne kan tilsættes, når retten er i kog.
Saucen koges ind i 20 min. ved svag varme. Ønskes en lidt tykkere sauce, lader man den blot koge lidt længere. Smag til med med salt og peber - og evt mere citronsaft.

Der er rigeligt i denne portion til 2-3 personer, og hvis saucen skal ledsage en LCHF pasta eller lign.,
er der op til 4 portioner.

Nu håber jeg, at I har løgpulver i køkkengemmerne. Det havde jeg faktisk ikke selv indtil i eftermiddag, hvor min datter og jeg var en tur igennem Tiger butikken på vores lille shoppingtur. Og her havde de den sørme. Mit eneste issue med dette pulver (som jeg iøvrigt købte stort ind af - hele 3 poser), er, at det ikke er deklareret.
Skulle der være en læser, som kender kulhydratindhold etc., ville det være dejligt med en kommentar.

Hvor køber I ellers jeres løgpulver? Og er det deklareret?

God aften derude.

Find også inspiration her til en simre-flødetomatsauce med champignons.






tirsdag den 30. juli 2013

Halloumi som "brødbund"

Halloumi grillost som "brødbund"
Har man grillet, og et stykke tilberedt Halloumi ost eller to er til overs, så smid det endelig ikke ud. Min generelle betragtning til mad er, at der helst ikke skal gå for meget til spilde, så grillrester er ikke nogen undtagelse.
Gem grillresterne!
Et stykke grillet, koldt Halloumi er den perfekte erstatning for et stykke brød og kan toppes efter fantasi. Idag blev det en rest tunsalat. Dejlig, nem frokost.

Min opskrift på tunsalat med torskerogn finder du her.


Velbekomme!

Lækre lakridsmandler i Actifry

Snackskål fyldt med 2 slags lækre lakridsmandler
Lad mig starte med at sige, at lakridsmandler sagtens kan laves på panden - men nu er jeg jo den heldige indehaver af en Actifry (kan købes her), og så skal den jo også bruges, for det ér nu så nemt.

Du skal bruge:
250 gr. mandler (både afskallende/smuttede mandler og hele mandler kan bruges
1 tsk. olivenolie (mindre en en halv grøn måleskefuld)
(Olivenolie kan benyttes ved tilberedning i Actifry, da temperaturen ikke kommer over 160 grader, men benyt ellers f.eks rapsolie eller anden olie, der er bedre egnet til stegning).
3 tsk. lakridspulver

Mandler hældes i Actifry maskinen, som startes. Timeren indstilles på max. 15 min.
Efter ca. 10-12 min. åbnes Actifry'en og lakridspulver og olie fordeles jævnt over mandlerne. Rør lidt, før Actifry'en lukkes og kører videre i 2-3 min.
Hold øje med mandlerne - lakridspulveret skal kun lige hæfte og fordele sig på mandlerne, så har du serveringsklare snacks, men pas på - de er varme.



Hvis mandlerne skal gemmes, afkøles de på bagepapir, før de hældes i en lufttæt beholder.


Disse blev serveret med det samme - velbekommee!

Lad mig slutte med at nævne, at Actifry'en ikke kom på plads, efter den havde produceret disse skønne mandler. Og det er så sandt, så sandt, at det er MEGET LÆNGE SIDEN, den har set kartofler, men dem fik den lige et gensyn med idag. Flotte, hjemmelavede pommesfrites - tilberedt i Actifry - blev serveret for familien, mens jeg selvfølgelig fandt på andet tilbehør til hakkebøffen, nemlig krydrede, stegte squashskiver og tzatziki.
Investeringen i "dyret" skal jo også lige have lov at tjene sig hjem, og alt andet lige, vil jeg hellere servere hjemmelavede pommesfrites end dem fra en frostpose, der godt kan lugte fælt af dårlig olie, synes jeg.

Indlæg indeholder affiliatelinks.

mandag den 29. juli 2013

Impulskøb - hos grønthandleren

Idag kom jeg tilfældigt forbi den lokale grønthandler, fordi jeg skulle i helsekosten for at købe et par småting.

Jeg har tidligere fundet cashewnødder hos grønthandleren til rimelige penge - så se, hvad jeg idag fik med mig hjem:

Mandler og cashewnødder: 45 kr./pose, hørfrø 35 kr/700 gr pose, sorte sesam 15 kr. for 2 poser.
Og jeg kan love for, at både cashewnødder og skalfrie mandler ér prøvesmagt. Snacks, der er lige i min smag.
Mandlerne er kun let saltede og cashewnødderne er jo dejligt søde.
Begge dele er godt at have i tasken, hvis en lille (lækker-)sult skulle melde sig - bare man ikke overdriver.
Og så bruger jeg dem naturligvis også i madlavningen.

Jeg kunne sagtens have fået mere med fra grønthandleren - men begrænsningens kunst trådte heldigvis ind, da jeg også havde fundet poserne med hørfrø og sorte sesam. Det løber jo trods alt op.
Men bestemt besøget værd - jeg kommer igen hos den lille grønthandler i byen!

Følg med på bloggen og se, hvad jeg ellers finder på at bruge mandlerne til. Kan afsløre, at min beholdning af lakridsmandler er svundet ind til nul...


søndag den 28. juli 2013

Actifry bønnefritter med bacon - LCHF

Den dér Actifry (kan købes her), den får jeg altså ikke brugt så ofte her i sommervarmen, men da dagen idag ikke rigtig indbød til aftensmad i haven og al madlavning derfor foregik indendørs - ja, så kom Actifry'en i sving. Den fik lov at køre en gang bønnefritter - kendt og elsket i LCHF kredse.

Heldigvis er der andre end LCHF spisende, som er glade med de her grønne stængler, når bare de er tilberedt på bedste vis, så idag spiste hele familien med.

Jeg har tidligere postet en blog om Grøntsagsmix i Actifry, som tilberedes præcis som bønnefritterne.

Til 4 portioner skal du bruge:
1000 gr. grønne bønner fra frost
2 spsk. god olie (f.eks. nøddeolie - eller kokosolie uden smag)
300 gr bacon (f. eks. i skiver eller tern)

Actifry startes, når bønnerne er hældt i og olien fordelt henover. Timeren stilles på 45 min. Tilberedningstiden kan dog variere i forhold til bønnernes tykkelse. De viste er forholdsvis store.
Imens bønnerne lige får varmen skæres bacon i passende stykker. Er det bacon i skiver, der bruges, kan disse klippes igennem og skilles ad.
Bacon tilsættes (efter ca. 10 min.), og Actifry'en får lov at gøre resten af arbejdet, mens man kan beskæftige sig om den resterende del af middagen. Kig lige til retten et par gange, og har der sat sig noget fast på på maskinens arm, kan det lige løsnes, så fritter og bacon bliver jævnt tilberedt.
Her er bønnefritterne serveret med svinemørbrad, tzatziki og tomatbåde med hørfrøolie.

Velbekomme!

Indlæg indeholder affiliatelinks.

Tzatziki i en "ægget" version - LCHF

Pestobøf tilberedt i folie med bøftomater og olivenolie - hertil æggetzatiki
Tzatziki kan laves med udgangspunk i den opskrift, man sikkert i forvejen ligger inde med. tidligere brugte jeg Arlas version men har skiftet nogle bestanddele ud, så opskriften nu ser således ud:

  • 250 gr græsk yoghurt
  • 2 små agurker
  • 1 tsk havsalt eller Herbamare urtesalt 
  • 2-3 fed hvidløg - eller 1 stk kinesisk étfeds-hvidløg
  • 2 spsk olivenolie
  • Friskkværnet peber

Agurkerne køres på egnet maskine eller - som jeg gør - på mandolinjern, som laver så skarpe snit, at afdrypning af agurkerne er overflødig. Skulle saltet alligevel trække væske ud af agurkerne i den færdige tzatziki, kan den bare hældes fra, og tzatzikien igen omrøres.
Den græske yoghurt kan (modsat mælkeprodukterne i Arlas version) røres med de strimlede/revne agurker, presset hvidløg, olivenolie og krydderier uden først at dryppe af i kaffefiltre ell. lign.

Kan serveres til de fleste kødretter eller som dip til frøkiks og - hvis der er en rest er tilbage i skålen - boostes lidt - og blive til en lækker æggetzatiki:

Ingredienser:
4-6 spsk færdigrørt tzatziki
3 hårdkogte, afkølede æg
2 tsk dijon sennep
1 knsp salt



Æg hakkes og røres i tzatikien sammen med sennep. Smages til med lidt ekstra salt.



























Her er æggetzatikien anvendt med avocado og tomater med hørfrøolie og et drys sorte sesam (jomfru i det grønne). Kan evt. også serveres som forret/frokost med rejer eller anden skaldyr.


Velbekomme!

lørdag den 27. juli 2013

Hvad nu med frugt - hvor meget må man mon spise?



En ting er helt sikkert - jeg kommer ikke til at droppe frugt for at opnå ketose. Frugt er sundt, og jeg synes ikke, man helt skal trappe ud af sit forbrug af frisk frugt, hvis ellers ikke man bliver alt for sulten af at spise frugt og ikke mærker udsving i blodsukkerniveauet på grund af fruktosen.

Man kan jo skære ned og først og fremmest bruge frugt istedet for kunstigt sødemiddel (sukker), hvor det kan lade sig gøre - f.eks. til:

Iskold frugtyoghurt
LakriNanIce
Kager og fyld i kager
Som "drys" på mælkeprodukter
En skive "brød" med friske bær og piskefløde tilsat vanillepulver og evt. lakridspulver (som erstatning for marmelademaden) - som her:


Idag kan man på Authority Nutrition læse om syn på frugt og low carb diæter.
Jeg bringer her et uddrag:

A person who eats 100-150 grams of carbs per day can easily fit in several pieces of fruit per day without going over their limit.
However, someone who is on a very low-carb ketogenic diet with under 50 grams per day doesn’t really have much room. Instead of spending all the carb budget on 1 or 2 pieces of fruit, it would be better spent eating plenty of low-carb vegetables… which are much more nutritious, calorie for calorie.
Læs resten her. Du får også et indblik i, hvor mange carbs, man gemmensnitligt kan regne med at kunne spise - og som det beskrives, vil de fleste med et indtag af 100-150 gr. kulhydrat dagligt, nok kunne få plads til lidt frugt i "regnskabet".

Hvor meget frugt, det kan blive til, vil være individuelt. Selv spiser jeg knapt så meget frugt i forhold til tiden før, jeg gik over til en LCHF-venlig kost.
Hvis man skærer ned på frø og nødder, er der plads til mere frugt - og omvendt, hvis man skærer i frugtindtaget, så kan man sagtens spise en håndfuld mandler dagligt. LCHF er jo mulighedernes land, hvis man da ikke kører en meget striks LCHF.

Sukker - det nye tobak?



Jeg har ferie - ja, bestemt!
Og jeg har været på udlandsrejse og nydt en masse god mad - ja, bestemt!
MEN JEG HAR IKKE SAVNET NOGET (det skulle da lige være min lille hund - men ham har vi hentet hjem igen igår aftes efter vores 13 skønne dage i Spanien).

Min kost har i de 13 dage overvejende været LCHF (vil vurdere den til omkring 90-95pct), når man lige ser bort fra et par skønne drinks og et par glas Rioja (nå, ja - når det sandt skal være, så har jeg også nydt et par enkelte iskolde øl i varmen).
Jeg har dermed bevist overfor mig selv, at man godt kan holde ferie (næsten) uden at svigte de gode kostprincipper undervejs. Det spanske køkken byder jo også på andet end tortilla de patata og paella.
Men havde det ikke været for de knap 5 poser mandler (100-250 gr./pose), jeg har sat til livs, så tror jeg faktisk, det havde været svært. De var min "lille snack", og jeg havde dem i tasken næsten uanset, hvor jeg gik. Dem har jeg overhovedet ikke dårlig samvittighed over, og vægten er ved min hjemkomst fuldstændig den samme, som da jeg tog afsted. HVOR OFTE ER DÉT SÅ LIGE SKET?Tror faktisk ikke, det nogensinde er overgået mig. Feriekiloene plejer at snige sig "tilbage på plads", så de kilo, man har kæmpet med at tabe før ferien, er som regel kommet på hurtigere, end de forsvandt...

..MEN IKKE DENNE GANG. TAK LCHF!

Ud over en lille tak til de kostprincipper, jeg har fulgt i knapt et halvt år, så er jeg også ret glad for, at jeg har kunnet se en TV-udsendelse idag, som jeg - hvis det ikke havde været for den moderne teknik - ville være gået glip af, fordi jeg sad på en fabelagtig restaurant på Costa del Sol, da DR2 bragte den (titlen på tema-udsendelsen er: Sandheden om Sukker?).

Se den - og hæng ved, selv om den ikke fanger dig i starten. Hele udsendelsen bør ses. Håber, den kan være med til at kaste lys over nogen af de kostprincipper, der kan virke lidt mystiske på dén, der ikke har kigget nærmere på dem eller taget dem til sig (det være sig LCHF, palæo, stenalderkost, kiss eller andre beslægtede diæter, hvor sukker og stivelse er reduceret og kulhydratindtag sænket betragteligt til følge).

Se udsendelsen - klik her

...Og forstå også min blogoverskrift, når udsendelsen er "slugt". Den varer 1 time og 17 minutter, så tag dig tiden til at se den.


Jeg kan kun tilføje, at jeg har lagt min sukkerafhængighed bag mig og stort set ikke spiser stivelsesholdig mad. Og hvor har jeg det godt med det.

Læs f.eks. også mine tidligere blogindlæg:

"Læg sukker og hvidt brød på hylden - tag en kold tyrker": Læs blogindlæg her
"Minus migræne": Læs blogindlæg her

Og så er det iøvrigt også værd at se denne lille trailer fra www.carbloaders.com

Til slut lige et par feriebilleder, hvoraf ét klart viser, at jeg ikke er helt striks LCHF'er. Der skal jo være plads til det hele, når bare det er undtagelser, vi taler om :-)




Fortsat god sommer!


fredag den 26. juli 2013

Iskold frugt-yoghurt (Smoothie)


Sådan en lun sommeraften kan man godt trænge til noget koldt (og lækkert).
Piskefløde havde jeg ikke  i køleskabet - men til gengæld en stor bøtte græsk yoghurt.

Yoghurt, ja tak - men nu skulle det jo være lidt ekstra lækkert, så det blev til denne iskolde frugtyoghurt - lige til at sætte sugerør i og tage med på terassen.





Frugt er ikke specielt LCHF venligt, men jeg forsager nu ikke helt frugt. Spiser det hverken hver dag eller i store mængder.
Banan og vindruer er godt at have liggende i fryseren, og istedet for at tilsætte kunstige sødemidler til fødevarerne, så foretrækker jeg frugten, hvor det er muligt og glæder mig over vitaminerne.

Ingredienser:
200 gr. græsk yoghurt, minimum 10%
150 gr. frossen banan
75 gr. vindruer uden kerner og skind - også gerne fra frost.

Alle ingredienser fyldes i en minihakker og blendes få minutter.
Pynt evt. med et par bær.
Serveres gerne i højt glas med sugerør og evt. et par isterninger - så holder den sig kold længere her i sommervarmen.

Velbekomme!

(Se også min nemme opskrift på LakriNanIce her.).


torsdag den 25. juli 2013

Saftige hakkebøffer med hemmelig ingrediens - LCHF

Mine store børn elsker mormors hakkebøffer.
Det gør jeg også - eller rettere...det gjorde jeg. Må dog konstatere, at den "hemmelige ingrediens", som min mor rører i farsen, så hakkebøfferne bliver saftige - og i hvert fald ALDRIG tørre - desværre ikke er forenelig med min LCHF kost, nemlig et par kogte kartofler.

Men nu er det sådan, at jeg selvfølgelig stadig helst vil have en saftig hakkebøf, og kød med en noget højere fedtprocent, end den jeg sædvanligvis køber, er langt bedre til hakkebøf, hvis den skal være saftig. Men i min indkøbskurv ender oftest en hakkekød med 10-12 pct fedt. Til LCHF venlig madlavning, må den jo gerne være højere. Fedtet i måltidet kan dog også komme fra andet end selve kødet, så netop den indkøbsvane har jeg ikke ændret.

Hvad ér det så, jeg gør for at få hakkebøffer lige så saftige som dem, mormor laver? Jo, det er da soleklart.... Tilsætter bare en anden (ikke så hemmelig) ingrediens - nemlig:

En rest blomkålsmos (se evt. opskrift på blomkålsmos her).

Såre simpelt. Prøv det, siger jeg bare! Bøfferne bliver fantastiske, og så ryger der jo samtidig både mere fedt og mere grøntsag med i måltidet.

Jeg har ikke holdt ingrediensen hemmelig her i familien, men alene dét at vide, at der er kål i maden
kan jo desværre få nogen til på forhånd at rynke på næsen og afvise den. Så måske er tricket at holde den hemmelig ved første servering - bare indtil bøfferne er "godkendt og blåstemplede". For det vil de med al sandsynlighed blive.

Man behøver i princippet ikke nogen opskrift. Idag tilsatte jeg dog ekstra krydderier og ost, og bøfferne blev så gode, at det jo kan være, at nogen gerne vil gøre den simple "kunst" efter.

Ingredienser, 6 (små) bøffer:
500 gr. hakket oksekød
150 gr. blomkålsmos (mindre, hvis ikke blomkålen er drænet tilstrækkelig, før den er blevet til mos)
1 tsk. Trocomare urtesalt - eller anden salt
2 tsk. garam marsala (indisk krydderiblanding)
Evt. et lille stykke fintrevet Grana Padano ost
Smør til stegning (hvis bøfferne pandesteges) / Olie til pensling (hvis bøfferne grilles)

Farsen røres sammen og formes til 6 bøffer.
Steges på panden eller grilles.

Hvis bøfferne istedet skal på grillen, anbefales det at reducere mængden af mos for at de ikke skal blive for "løse" i konsistensen - manden skal jo også kunne arbejde med dem (ja, det ér vel ham, der er grillmesteren?)

Her har jeg valgt at servere bøfferne med grillet tomat og squash, en grøn salat, salattern, en lille håndfuld saltmandler og så lige den uundværlige mayonnaise.

Velbekomme.

Follow my blog with Bloglovin

Blomkålsboller med smag af skolebrød - LCHF


Hvis blomkålshovedet, man har liggende i køleskabet er rigeligt stort til blot et par portioner blomkålsmos, så overvej alligevel at lave en STOR portion blomkålsmos. Der går nemlig hele 400 gr. mos til disse boller, som både er store, holder formen under bagningen og har en næsten skærekageagtig konsistens og dejlig smag. Faktisk smager de nok mere af rugbrød end hvidt brød/boller, men nu ér det jo længe siden, jeg sidst har smagt rugbrød, så dømmekraften er måske ikke helt skarp. Men døm selv, når opskriften er afprøvet.
Nogen sprød skorpe får de dog ikke, men den kan opnås ved at riste halverede boller.

Ingredienser (12 store boller):


50 gr hørfrø, malet helt fint i kaffekværn

50 gr hele hørfrø
50 gr mandelmel
50 gr kokosrasp malet helt fint i kaffekværn
3 toppede spsk kokosfibermel 
30 gr sesammel
3-4 tsk bagepulver
1 tsk salt, gerne havsalt eller urtesalt
1 håndfuld græskarkerner
4 æg
400 gr afkølet blomkålsmos af den drænede slags - Se opskriften her / klik for link.
150 gr græsk yoghurt

Bland alle tørdelene i en skål.
Rør æg, blomkålsmos og græsk yoghurt ud heri (med ske).




Med våde hænder formes 12 store boller, som sættes på bageplade beklædt med bagepapir.

Bages ved 150 grader i 1 time og 15 min.






Afkøles på bagerist.

Velbekomme!

Bollerne er fryseegnede, og da de er ret store, kan man vælge at overskære dem før frysning - så passer de fint i brødristeren (evt. direkte fra frost).

Blomkålsmos LCHF

Blomkålsmosen er rimelig "stabil" og flyder ikke ud.
Denne blomkålsmos er mere "fast" end mine tidligere udgaver, da jeg efter kogning af blomkålsbuketterne dræner dem for en del væske.

Desuden tilsætter jeg hvid balsamico til første hold kogevand for (om muligt) at trække lidt af kållugten ud. Skifter kogevandet ud efter 15 minutter, koger buketterne endnu ca. 15 min. i nyt, letsaltet kogevand. Om det gør den store forskel, er jeg ikke selv 100% overbevist om, men da jeg tidligere har forsøgt mig med frysning af blomkålsbrød og nærmest blev blæst tilbage af kållugten, da jeg åbnede fryseren for at hente mig et nedfrosset - men ellers velsmagende blomkålsbrød - har jeg valgt at eksperimentere lidt. Nyt herom følger i et senere blogindlæg.

Ingredienser:
1 stort blomkålshoved, evt. 2 mindre skåret fri for stok og skilt ad i buketter
5 spsk. hvid balsamico (kan evt udelades, se ovenfor)
2 1/2 dl. fløde 38%
125 gr. Pikantost eller anden friskost/flødeost f.eks. Philadelphia
2 spsk. grøn pesto - klik for opskrift (kan evt udelades)
Salt til kogning af blomkålen
Salt og peber (når mosen smages til - eller udelad, da ost og pesto også indeholder en del salt)

Blomkålsbuketterne dampes eller koges som anvist ovenfor - eller tilberedes på traditionel vis i letsaltet vand i ca. 30 min., eller til blomkålen er mør.
Blomkålen hældes i en sigte og drænes for en del vand. Dette kan gøres ved at presse kålen ovenfra med en rund skål i passende størrelse i forhold til sigten. Det vil også kunne lade sig gøre at presse vandet ud gennem et klæde, men husk på, at det er varmt at stå med, og vi skulle nødigt skolde os. Min metode med skålen er ret effektiv, så prøv den istedet! Er hullerne i din sigte for store, så kan et klæde lægges i - det fungerer også.
Den drænede blomkål blendes (jeg bruger stavblender) med piskefløde, friskost (Pikant) og pesto.
Smages evt. til med salt og peber.

Ved servering er et drys friskrevet Parmesanost bestemt ikke at foragte. Mums.
Som det ses på billedet her, var det en noget enkel servering med blot en ristet pølse...


Velbekomme!


onsdag den 24. juli 2013

Den "tunede" tunsalat


Jeg har tidligere bragt min opskrift på tunsalat med torskerogn
(du kan se den VED AT ÅBNE LINK / KLIK HER.)

For unge mennesker kan den virke lidt gammeldags, men ikke desto mindre er min datter på 16 faktisk blevet glad for at "spise med", når jeg laver den.

Igår havde jeg fødselsdag, og midt i sommerheden, må det godt gå lidt hurtigt, når ellers menuen er grillmad på terrassen. Det blev bare til en hakkebøf, men den er jo også lækker, når den - som her -toppes med pesto og ledsages af salat med mayonnaise (bruger jeg ofte som dip og dressing) og grillet Halloumi - se bare her:



Men nu er det jo tunsalaten, det her drejer sig om, så tilbage til den:
Der skulle ikke gøres noget særligt ud af den, men lidt pynt på toppen, kom der dog. Den blev nemlig "tunet op" med frisk persille, kvarte "smilende" æg, twistede agurkeskiver og små tern af rød peber.

Kun fantasien sætter grænsen, og selve tunsalaten kan selvfølgelig også røres op med f.eks. små tern af peberfrugt ell. lign.

Selv spiste jeg den, som den var - med lidt rejer til - men mine gæster fik "lov" at få traditionelle flutes til. Jeg er jo (stadig) den eneste i familien, som spiser LCHF.

Ingen dressing var nødvendig. Jeg havde nemlig rørt den med dobbelt mængde creme fraiche, så den forblev smørbar. Her dagen efter, hvor resten har stået og trukket i køleskabet, er den stadig smørbar, så her til morgen står den på pandekage med tunsalat.

Opskriften på pandekager finder du her (klik for link)

søndag den 7. juli 2013

Fint og fiberrigt formbrød - LCHF

Lækkert formbrød - serveres f.eks. Med smør, ost og (en enkelt gang imellem) usødet marmelade. Den viste marmelade indeholder 6,1 gr. kulhydrat pr. 100 gr.
Når man som jeg er på LCHF og hører til blandt den skare, der hverken kan eller vil undvære "brød", så er det chocking frustrerende, når der ikke er en eneste skive tilbage på frost. Netop sådan en morgen, hvor man heller ikke lige synes, at Oopsie er sagen - ja, så er der jo ikke andet at gøre, end at få bagt sig et brød. heldigvis havde jeg ingredienser hjemme, som jeg nok skulle kunne forme mig at brød af - ikke helt de samme ingredienser, som jeg ville have brugt til de brød, jeg plejer at bage (som f.eks Mettes perfekte brød i ny fortolkning eller Madbrød / boller, men det betød jo bare et nyt eksperiment i køkkenet. Og heldigvis for det - for dette brød er lidt finere i strukturen og derfor dejlig at variere med. God som f.eks. toastbrød.

Her er så mit nye fiberrige formbrød - og det smager og ser næsten ud som franskbrød - MEN er fuld af gode fibre. Husk derfor altid at indtage brødet sammen med væske - og husk også, at LCHF brød ikke skal spises i større mængder - så bliver kulhydratindholdet i kosten for højt. Min erfaring efter godt 5 mdr. på LCHF er dog, at man sagtens kan tabe sig (hvis det er det, man gerne vil) selv om man (som jeg) stort set dagligt indtager en skive LCHF brød.

Ingredienser:
50 gr usaltede pistacienøddekerner (brug evt. hasselnøddekerner, da pistacienødder er dyre), malet i kaffekværn
50 gr kokosrasp malet i kaffekværn
50 gr hørfrø malet i kaffekværn
30 gr Fibrex (den røde pose)
2 toppede spsk Fiberhusk
50 gr mandelmel
30 gr sesammel
2 toppede spsk kokosfibermel
2 tsk bagepulver
1 tsk salt, gerne havsalt eller urtesalt
1 håndfuld solsikkekerner
1 håndfuld græskarkerner
450 gr hytteost 4 pct.
1 1/2 dl piskefløde
2 dl A38 (evt. græsk yoghurt)
6 æg

Bland alle tørdelene i en skål
Rør hytteost og cremefraiche/græsk yoghurt ud heri (med ske)
Æg tilsættes, og hvis massen føles for stiv efter et par minutter, kan der tilsættes lidt mere A38

I bunden af en slip-let rugbrødsform strøs lidt sesamfrø eller græskarkerner, og ovenpå fordeles dejen. 

Bages 2 - 2 1/2 timer (det lyder af lang tid, men det er nødvendigt, hvis man vil undgå, at brødet falder sammen) på 160 grader og uden varmluft.




Brødet kan med fordel fryses i skiver (skiverne kan evt. holdes adskilt med madpapir), så har man altid ristebrød ved hånden.




Velbekomme.

Salattoppings og grilltilbehør

Uhmmm..., så besluttede vi os lige for en hakkebøf på grillen. Det er jo om at nyde de sommerdage, der endelig har fået lidt fodfæste.

Men når ferierejsen står for døren, er der ikke så meget at hente i køleskabet. Til gengæld fik vi da tømt fodt ud i det sidste, så der ikke går så meget til spilde - hvilket jeg i den grad hader, når det sker for mig.

En lille rest rejer blev til appetizer - og så gik vi ellers ombord i grillmenuen.

Den grønne salat blev toppet med krydrede salattern i olie, de sidste pistacienødder (usaltede - bruger dem mest til bagning), hårdkogt, hakket æg (hakkes hurtigt og nemt i æggedeleren ved at vende ægget, når det er skivet og derpå skære dem endnu en gang i æggedeleren).


Til alt held havde vi også en pakke Halloumi liggende i køleskabet. Grillost er altid en formidabelt ledsager til grillmaden.

Bacon er stamgæst i mit køleskab, så det havde vi også hjemme - hvilket sjældent undgår mandens opmærksomhed :-)

Skønt så det ud - og dejligt smagte det. Tak til grillmesteren, min mand :-)

...og velbekomme.

lørdag den 6. juli 2013

Flæskesværspanerede karbonader med hvidkålspasta





Hensigten var at panere en hel pandefuld karbonader med flæskesværsrasp, men en lille pose med 75 g. flæskesvær rækker altså kun til 2 karbonader. Ikke hele familien er på LCHF kost, så de resterende karbonader blev derfor paneret på almindelig vis.



Metoden er enkel, og jeg husker ikke, hvor den oprindelige idé er spottet, så jeg kan ikke linke til andre sider, men der findes helt sikkert andre opskrifter på nettet.

Til flæskesværspanerede karbonader til 2 pers. (2 karbonader) bruges:
200 gr.hakket kalv og flæsk
75 g. gammeldags svæskesvær
1 æg
2 tsk. sennep
Peber
Smør til stegning

Kødet formes til karbonader og trykkes let flade, så stegefladen bliver lidt større. Brug evt. en bøfformer, som jeg har gjort her.
Æg og sennep røres/piskes let sammen.
Flæskesværd køres i en minihakker.
Kødet dyppes i eller pensles med æggemassen og vendes derefter i flæskesværsrasp.
Steges i smør på panden og frisk peber kværnes over under stegningen.



Til karbonaderne kan f.eks. serveres hvidkålspasta. Jeg indrømmer, at vi her er inde på en "lookalike ret", for i virkeligheden er der jo mere eller mindre grad tale om stuvet hvidkål. Men lad os bare kalde retten for hvidkålspasta, for med lidt god vilje ligner den da lidt en almindelig pasta.



Til hvidkålspasta (2 pers.) bruges:
1/4 hvidkålshoved
25 g. smør
Salt og peber (og evt. andre krydderier, dine smagsløg elsker)
1 1/2 dl piskefløde





Hvidkålen snittes fint "på langs", så man får fine strimler. 
Brug f.eks. et mandolinjern som vist her.

Smørret smeltes i en gryde og kålen hældes i. Den skal lige akkurat have lov at falde sammen, så brug ikke for høj varme. Husk at vende rundt i kålen, så den ikke bruner.

Fløden tilsættes, og retten dampes i 10-15 min. - smages til med salt og peber etc. og er klar til servering







Velbekomme.
.

Basis pandekager med variation

Pandekager kan jo næsten varieres i det uendelige, når bare basisopskriften er i orden. Der er flere gode muligheder, men én af mine favoritter er frk. Sveskes Tex Mex wraps, som kan ses her - og er i sin næsten oprindelige version gengivet nedenfor.

Opskriften bruger jeg både, når vi skal have mexicanske tortillas, og når der skal pandekager på morgenbordet. Man kan vælge at bruge kokosmælk, men jeg bruger nu oftest fløde.

Basisopskrift pandekager / tortillas (2 stk):
2 æg
1 spsk piskefløde 38% 

2 tsk kokosfiber 
2 måleskeer HUSK (den grønne)
evt. krydderier
kokosolie til stegning


Variation 1) - tilsæt: 
1 spsk Philadelphia eller pikantost med krydderier
1 spsk kokosrasp

Her er tilsat fint kokosrasp og Philadelphia med krydderier.
Denne Philadelphia variant har dog kun en fedtindhold på 11%,
så kig på deklarationen, inden den ryger i indkøbskurven
Her er det så Variation 1) , som kom på bordet. Flere variationer følger, når jeg får taget billeder :-)

Pandekagen her er rullet om et par skiver god ost og peberfrugt
samt en skefuld fløde-tomatdressing på toppen.
Tilføj også gerne lækkert pålæg eller en rest kød.


Velbekomme.



📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate