mandag den 27. januar 2014

Formbrød à la groft sandwich-/ franskbrød - LCHF


Egentlig er der allerede en del opskrifter på brød her på CDJetteDC's LCHF, så hvis du ikke allerede har prøvet nogen af dem, kan jeg især anbefale disse populære: 

LCHF week-end boller (klik her for opskrift)
og Mettes perfekte brød (i original version eller i min - klik her for opskrift)

Hvad, jeg med denne nye opskrift har tilstræbt, er et brød (oprindeligt var planen boller), der hverken indeholder HUSK, fiberHUSK, kokosrasp eller kokosfibre, da flere har ønsket brød uden. Husk altid at bruge frø med få kulhydrater - der er forskel, så kig på deklarationen på poserne.

Her får du opskriften:

De tørre ingredienser, hvoraf halvdelen kværnes helt fint i kaffekværn - resten groft:
250 gr. blandede frø (sesam-, solsikke-, melon- græskar- og gule hørfrø)

Øvrige tørre ingredienser:
50 gr. hele sesamfrø
50 gr. hele græskarkerner
100-120 gr. affedtet mandelmel
100 gr. groft revet Grana Padano
3 1/2 tsk. bagepulver

De våde ingredienser:
4 æg, str. M/L
2 dl. vand
100 gr. smeltet, let afkølet smør
2 dl piskefløde 38%
Saften fra 1 limefrugt eller 1/2 citron svarende til knap 1/2 dl. 

De kværnede ingredienser blandes med øvrige tørre ingredienser.
De våde ingredienser blandes og hældes sammen med de tørre. Æggene holdes tilbage, hvis du vil gøre som jeg - men du kan også røre dem i med det samme.

Dejen røres godt - f.eks. med en god dejskraber.
Lad dejen hvile i omkring 5 minutter og rør dernæst æggene i, hvis du ikke rørte dem i tidligere.
Hældes i en rugbrødsform ell. lign, hvori der gerne må være strøet en håndfuld blandede frø på bunden. Formen, jeg bruger, kræver ikke smøring - måske gør din!

Brødet bages ved 160 grader i godt 1 time og 45 min.
Afkøles på bagerist, og hvis du synes, brødet ser ud til at ville falde lidt sammen, kan du lægge det på siden og vende det et par gange under afkølingen.


Når brødet er helt afkølet, kan det evt. skæres i skiver. Skiverne kan adskilles med mellemlægspapir 
og nedfryses.
En skive til frokost - her med grøntsager, ost og dip

lørdag den 25. januar 2014

Hjemmelavede Bounty Bars - LCHF week-end treat

Til week-enden skal der måske lidt søde sager på bordet? Og hvad er mere fristende end hjemmelavede treats? Og så endda sukkerfrie og med et forholdsvis lavt kulhydratindhold... Har du ikke prøvet mine hjemmelavede "Mozartkugler" eller mine såkaldte "Fatbombs", så prøv også dem. Idag står den på Bounties, som lige er prøvesmagt sammen med en god kop kaffe. I think I'm in heaven! De smager virkelig himmelsk - faktisk bedre end originalversionen.

Inspirationen til low carb versionen af bounty barerne er dels hentet via billeder og opskrifter fra internettet og dels, fordi en nær kollega flere gange har både vist og fortalt om de fantastiske treats - og endelig også fordi, der sør'me en dag var Bounty'er på dessertbordet i kantinen på min arbejdsplads... - helt igennem low carb/LCHF style. Det var dagens dejligste overraskelse! Tak, søde piger fra kantinekøkkenet!
Og jeg, der ikke har nydt noget sødt af betydning - bortset fra lidt bær i ny og næ - siden jeg lagde kosten om, må indrømme, at min ellers "afvænnede" søde tand fik "lyst til mere", så mit råd vil være, at de hjemmelavede Bounties opbevares (eller skal vi sige forvares) på frost, så en enkelt eller to treats ikke fører yderligere med sig...

Pigerne i kantinen havde iøvrigt brugt en opskrift fra Ude og Hjemme (nr. 2/2014). Det samme har jeg gjort her og har ikke ændret opskriften væsentligt:

Bounties - ingredienser til 15-18 stk:

1 ds. fed kokosmælk, f.eks. Santa Maria Extra Creamy
2 store spsk. kokosolie med smag
3 spsk. Sukrin melis (eller anden Sukrin, fintkværnet i kaffekværn)
20 dråber Stevia Sweet Drops, f.eks English Toffee (kan udelades) / købes her (klik for link) - eller her (link)
150-160 gr. kokosrasp
200 gr. mørk chokolade 86% tilsat 1-2 tsk. kokosolie

Pynt:
Kokosrasp eller frysetørrede bær

Det er vigtigt, at kokosmælken på forhånd har fået lov at stå på køl (minimum et par timer og gerne natten over). Stil dåsen på hovedet, da kokosfløden er tungest og vil gå til bunds og stivne. På denne måde er det nemmere at få den stivnede kokosfløde op uden at skulle rode i bunden af konservesdåsen, når den åbnes. Kokosvandet hældes eller sies fra og gemmes evt. til brug i smoothies eller lign.

Den stive kokosfløde og kokosolie smeltes i en lille kasserolle for svag varme. Sødning tilsættes. (Hvis Sweet Drops - som iøvrigt ikke er i versionen fra Ude og Hjemme - ikke tilsættes, synes jeg, der skal lidt mere Sukrin i blandingen - dog afhængigt af, hvilken Sukrin variant, der anvendes, da de ikke har helt samme sødningsgrad. Smag dig frem til en passende sødlig smag!)

Kokosraspen røres i, og massen får en konsistens som lind grød.

En passende form beklædes med husholdningsfilm, og bountymassen hældes i og glattes ud. Bank evt. formen let mod bordet, så Bounty massen bliver fin og glat og uden lufthuller.

Formen med bountymassen stilles på frost et par timer, så der kan skæres mundrette Bounty bars med en skarp kniv.



De kolde barer kan nu overtrækkes med smeltet, mørkt chokolade tilsat en enkelt eller to tsk. kokosolie. Jo mere kokosolie, der smeltes med chokoladen, des mere tyndtflydende bliver overtrækschokoladen. Overraskende nok går der nemt 200 gr. chokolade til at overtrække barerne med, men så får de også et godt tykt lag chokolade, der giver det helt rigtige "knæk", når man senere sætter tænderne i herlighederne.
Barerne kan enten pensles eller dyppes i chokoladen, eller de kan overhældes ved hjælp en lille ske. Pynten drysses på toppen, og Bountybarerne stilles på køl (på bagepapir eller lign.), indtil chokoladen er helt stivnet.

Nydes med måde (thi-hi, det er bare et godt råd!) - og opbevar dem evt. på frost.

Velbekomme!




torsdag den 9. januar 2014

"Lady og Vagabonden" med squashgetti - LCHF


Som lovet i min nytårshilsen "Nytår med sund livsstil - LCHF på sparebudget", så er der her lidt mere inspiration til en billig ret, og idag bruger vi endda en rest tomatsuppe. (Opskriften på tomatsuppen finder du med et klik lige her). 
Sådan en rest tomatsuppe er nemlig perfekt som sauce til "Lady og Vagabonden". Og er man heldig også at have gemt (eller at have nedfrosset) nogle hjemmelavede kødboller, så er middagsmaden næsten i hus.

Ingredienser til "Lady og Vagabonden":
6 dl. færdig
 tomatsuppe

1 spsk. løgpulver (jævner lidt og giver ekstra smag)
1-2 tsk. agar-agar (til yderligere jævning af saucen)
Et drys cayennepeber

Groftrevet Grana Padano eller lign.
Smages til med øvrige krydderier og evt. et drys friske krydderurter

Kog din supperest godt ind. Du kan jævne saucen en ganske smule med løgpulver, og har du agar-agar, er den et godt bud på at få jævnet saucen. Jeg synes ikke, den jævner helt som angivet på glasset. Der beregnes - iflg. anvisningen - 1 tsk. pr. 1/2 liter væske, men det slår efter min mening ikke til, hvis saucen skal være godt jævnet.
Når agar-agar pulveret er drysset i saucen, røres der godt, mens saucen koger op. Lad den koge videre for svag varme 5-10 min. Du kan også lade saucen reducere yderligere ved at lade den koge længere tid.
Smag til med krydderier.

Kødbollerne varmes med i saucen de sidste minutter.

Forslag til LCHF pasta:
Enten hjemmelavet efter
 denne opskrift på matblogg

Eller strimlet squah, 1 minut på panden - og gerne med et drys parmesan og lidt krydderier.
Eller måske hvidkålspasta

 Her har jeg strimlet squash på et mandolinjern.
Hvis man - som jeg - ikke ejer en spiralizer - fungerer det
også udmærket med mandolinjernet. 
Hvis du varmer din sqashgetti (f.eks. på panden), 
så servér den rygende varm - inden den
smider for meget væske.

"Lady og Vagabonden" serveres med et drys italiensk Grana Padano - og gerne lidt friske krydderurter. HUSK de 2 gafler når I er 2 om at dele portionen...så er det helt efter manuskriptet...

Velbekomme

tirsdag den 7. januar 2014

Tomatsuppe på økologiske dåsetomater - LCHF ☆



Nu kan man tænke og synes, hvad man vil om dåsetomater, men her i familien skal vi igennem januar med skindet på næsen, så som lovet i min nytårshilsen "Nytår med sund livsstil - LCHF på sparebudget", vil der her på bloggen i løbet af den kommende tid komme tips og opskrifter til en sparemåned.

Idag er vi så kommet til tomatsuppen på dåsetomater - ja, dem bruger jeg skam. Senest jeg postede et blogindslag med dåsetomater var vist i september (hjemmelavet ketchup med Hokkaido). Og jeg synes altså ikke, der er noget i vejen for at bruge hverken økologiske dåsetomater eller koncentreret tomatpuré.

Her kommer den så, opskriften på en lækker og mættende tomatsuppe. Jeg laver den i min nye "Suppe Maker" fra Wilfa, som jeg var så heldig at få i julegave. Opskriften er dog den samme, om suppen laves i en gryde og blendes, når den er kogt færdig, eller den tilberedes direkte i Suppe Makeren, som også er en blender. Ja, det er da lidt genialt med sådan et stykke maskine, der kan det hele. Men fortvivl ikke - den er lidt en luksusting, som har det ikke luksuriøse over sig, at også den skal rengøres efter brug...


Ingredienser (færdig mængde suppe: Ca. 1,8 liter):

2 ds. økologiske flåede og hakkede tomater à 400 gr.
2 løg (str. mellem/store), groft hakkede
2-3 fed hvidløg
50 gr. smør
2-3 spsk. olivenolie
6-7 dl. boullion eller klar suppe, f.eks. den du får, når du koger kødboller
1-1 1/2 tsk. tørret timian (eller frisk, hvis du har)
1 håndfuld frisk basilikum eller 1 1/2 tsk. tørret
(erstat evt.  med 1 1/2 tsk. tørret oregano - det smager også godt!)
2 1/2 dl. piskefløde 38%
100 gr. flødeost
Friskkværnet peber

Hakket løg klares i smør. Olivenolien tilsættes og presset hvidløg steger med et par minutter. Flåede, hakkede tomater hældes i gryden sammen med boullion eller den klare suppe, du evt. har gemt fra kogningen af de krydrede kødboller. Krydderier kommes ved suppen, som simrer i ca. 15-20 min., før den blendes. Hvis du bruger stavblender, så pas på - suppen er skoldhed! Køl den evt. lidt af, før den blendes.
Flødeosten smeltes i suppen, når den er blendet, og fløden tilsættes, før suppen igen koges op.
Smages til med friskkværnet peber og evt. urtesalt.
Hvis suppen skal serveres med kødboller, varmes de med, inden serveringen.

Der kan serveres stegte bacontern og evt. persillesmør og/eller revet Grana Padano (Parmesan) eller lidt cremefraiche til suppen - og er familien til "brød" med tandsmør, finder du f.eks. opskrift på flûtes lige her (klik for opskrift).

TIP: Hvis du har et par grøntsager liggende, du gerne vil have brugt, og som du synes passer til suppen, kan du lade dem koge og blende med, så får du en endnu fyldigere suppe.



Velbekomme!



Er du glad for suppe, kan du også prøve kylling- hvisløgssuppen (klik her for opskriften).




mandag den 6. januar 2014

Krydrede kødboller til tomatsuppen - LCHF

Til en sparemåned indgår suppe i madplanerne!
Der må gerne være lidt "kød på suppen", og det får man, når man starter suppen op fra bunden og eksempelvis koger en kylling.

Det gør jeg også gerne - bl.a. når jeg laver min kylling- / hvidløgssuppe (klik her for opskriften). Har du endnu ikke prøvet den, så klik ind forbi og lad dig inspirere. Det er en dejlig, fyldig suppe.

Tomatsuppen er dog klart en vinder, når der er behov for, at det går lidt tjept med aftensmaden. Man kan vælge at købe kødbollerne, men vil man have dem mel- og glutenfrie - og med ekstra smag, så kan man også bruge lidt tid i køkkenet og selv lave dem. De er bestemt tiden værd og er fryseegnede, så når man går igang, vil det være en fordel at lave en stor portion.

Opskriften på tomatsuppen finder du lige her - klik for link).

Og  tilbage til kødet i den ellers kødløse tomatsuppe. Den smager nemlig fantastisk med disse hjemmelavede, krydrede kødboller. Det giver et stort boost til smagen, når man selv laver sine kødboller, for med ét står man - når man har kogt sine kødboller færdige - med en portion klar suppe, man kan bruge ved tilberedningen af tomatsuppen. Kun ét er der at sige: Win-win!

Ingredienser, ca. 50-55 stk. krydrede middagskødboller:
800 gr. hakket kalv og flæsk

125 gr. bacon, hakket meget fint
1 stort eller 2 alm. løg, fint revet

1 spsk. løgpulver
3 æg str. M/L
3 spsk Fibrex, pulveriseret i kaffekværn
1/2 glas rød pesto (mængden er svarende til 4 store spsk.)
2-3 fed presset hvidløg

1-1 1/2 tsk. chilipulver
1-1 1/2 tsk. Herbamare urtesalt
Friskkværnet peber


Kogevand/suppe:
2 1/2 L. vand

2 spsk. Herbamare urtebouillon eller tilsvarende
Evt. et par urter eller suppevisk

Den fint hakkede bacon steges på panden - ikke voldsomt længe, men fedtet skal smelte af. Den let svalede baconfedt med den stegte bacon, pesto, æg, revet løg og presset hvidløg blandes med krydderier og pulveriseret Fibrex. Har du ikke Fibrex, så prøv med HUSK eller affedtet sesammel. Blandingen stilles på køl.

Når blandingen er helt kold, må den røres med kødet, og når farsen er rørt sej, stilles den på køl i min. 1 time, før kødboller formes og koges.


Vandet/suppen skal spilkoge og må ikke gå af kog, når bollerne kommes i gryden. Jeg bruger en 5 liters gryde med stor bund, så der er god plads. Bollerne må ikke komme til at ligge i lag i gryden, mens de koges. Derfor er det vigtigt at koge kødbollerne i 2 hold, og der er fars til ca. 25 boller af gangen i gryden - afhængigt af grydestørrelse og hvor store kødboller, der formes af farsen. Jeg bruger iøvrigt bare hænderne til at forme kødbollerne, da farsen er så fast (når den har hvilet tilstrækkeligt længe på køl), at den sagtens kan trilles i håndfladerne.
Kødbollerne tages op suppen med hulske ca. 7-8 min. efter at den sidste bolle er kommet i suppen.



Kødbollernne er så gode at servere i f,eks. tomatsuppen (link til opskrift på den viste tomatsuppe findes øverst i blogindslaget).


Velbekomme!

lørdag den 4. januar 2014

Fristende romfromage - LCHF

En fryd, dét er den - for øjnene og smagsløgene - denne ROMfromage (eller -budding, om man vil). Men fuld - eller beruset, som man siger - det bliver man næppe af en enkelt portionsanretning - højst  frydefuld og fornøjet...


Jeg havde i grunden forestillet mig, at der i brun rom var et højere kulhydratindhold, end tilfældet er, så nu spiser vi rombudding med "god samvittighed" ved særlige lejligheder.

Ingredienser til frydefuld romfromage  -budding (7-8 portionsglas):


2 1/2 dl. kaffefløde
6 æggeblommer (evt. pasteuriserede)
80 gr. Sukrin Gold (kværnes/pulveriseres i kaffekværn)
6 blade husblas
3/4 dl. brun rom
5 dl. piskefløde 38%


Forslag til pynt:


Flødeskum
Kvarte Mozartkugler (klik her for opskrift)
Lun chokoladesauce (opskrift følger snarest)
Chokoladespåner af mørk chokolade eller jordbær i chokoladedragt
Granola (opskrift følger snarest) med friske blåbær og tranebær


Pisk æggeblommerne godt og LÆNGE med halvdelen af de 80 gr. Sukrin Gold, som du har pulveriseret i kaffekværnen.
Kaffefløden med den resterende mængde Sukrin Gold koges op. Pisk halvdelen af den kogende kaffefløde i æggemassen og kort efter hældes det sammen i gryden, og der piskes let. Den flydende masse skal have en temperatur på omkring 85 grader og må ikke koge, for så skiller den!
Husblassen smeltes i rommen for svag varme og blandes under piskning i den varme ægge-/flødeblanding.

Massen stilles til afkøling i køleskab. Regn med, at den skal stå der i omkring en halv time, før den så småt begynder at stivne. Imens piskes fløden, men pisk den kun let - den må IKKE være stivpisket.
Halvdelen af den let piskede flødeskum piskes i den let stivnende masse. Resten vendes forsigtig i, men vent, hvis du synes, at fromagen/buddingen er for flydende - stil den da på køl lidt længere, før den sidste fløde vendes i.



Dessertmassen skal helst være som en "tyk sauce" før den hældes på portionsglas.

Når den er hældt i glassene - eller formene, hvis du vælger dét - stivner desserten færdig på køl og kan - før servering - anrettes med den ønskede pynt.


Voilá, så er desserten anrettet og serveret (med bl.a. hjemmelavede Mozartkugler) - velbekomme!

fredag den 3. januar 2014

Lækker laksemousse med fyldte æg - LCHF


Netop denne laksemousse er en delikat sag og kan serveres til enhver festlig lejlighed. Sæt den på menuen, næste gang, du skal have gæster.
Om man foretrækker at portionsanrette eller at lave moussen i en skål, der kan gå om bordet, kommer an på, til hvilken anledning, moussen skal serveres. I denne udgave har jeg valgt at lave den i randform, så der er god plads til festlig garniture, når den færdige laksemousse vendes ud på serveringsfadet.


Ingredienser til lækker laksemousse:

250 gr. røget laks
5 blade husblas
1/2-3/4 citron
5 dl. cremefraiche 18%
1/2 dl. friskhakket dild
1 tsk. Herbamare urtesalt
1/2 tsk. hvid, kværnet peber
1 1/2 spsk Sukrin Gold (kværnes i kaffekværn)


Forslag til garniture til lækker laksemousse:

Et oar par skiver røget laks
Kaviar eller ørredrogn
(med dressing fra den resterende æggemasse)
Hvide asparges
Et par kviste frisk dild
Baby blommetomater
Salat- eller spinatblade

Husblas udblødes i koldt vand, imens laksen hakkes fint.
Cremefraiche, laks, citronsaft og øvrige ingredienser blandes godt. Husblas krammes for vand og smeltes for svag varme og hældes i blandingen, som ikke må være for kold. Der piskes/røres godt.. Smag evt. til med ekstra citronsaft, krydderier og Sukrin.


Moussen kan hældes i portionsglas, skål eller - som her - i randform. Stilles på køl i min. 3 timer.


For lettest at få moussen ud af formen, når den er stivnet (efter min. 3-4 timer på køl - og gerne natten over), kan randformens sider varmes let op ved forsigtigt at sænke formen i varmt vand et minuts tid. Herefter slipper moussen nemmere formen og kan vendes ud på serveringsfadet.

Pyntes før servering med den ønskede garniture, f.eks. - som her - med fyldte æg.


Velbekomme!

onsdag den 1. januar 2014

Fyldte æg med flødeost - LCHF garniture


Har man inviteret gæster til middag eller frokost, vil man selvfølgelig gerne gøre lidt ud af maden, så den ser indbydende og festlig ud.
Selv de kogte æg kan komme til at tage sig rigtigt fine ud, og uanset om de skal indgå som garniture til forretten, som tilbehør til sild, laks eller rejer eller skal på tapasbordet med andre småretter. Og det er i grunden legende let. Her får du anvisningerne:

Ingredienser til fyldte æg:

8 æg (hårdkogte, pillede og afkølede)
150 gr. flødeost
2 spsk. piskefløde 38%
2 spsk. friskpresset citronsaft
1 spsk. mayonnaise
Herbamare urtesakt
Evt. hvid peber

Forslag til pynt:

Et par stilke frisk dild

Evt. lidt ørredrogn eller rejer
Evt. halverede/kvarte cocktailtomater



Æggene halveres og blommerne tages ud.

Blommer og øvrige ingredienser blandes godt - f.eks. i en minihakker som vist her. Smages til med krydderier. Er fyldet for fast, tilsættes lidt ekstra mayonnaise.


Fyldet kommes i en sprøjtepose med rosettylle eller lign. og æggene fyldes godt op. Der vil være rigeligt med fyld!

Pynt de fyldte æg med små dildkviste og evt. lidt ørredrogn eller rejer - alt efter, til hvilken ret, æggene skal serveres.

TIPS: Æggene kan med fordel laves dagen før anvendelse og opbevares på køl. Fyldet i æggene bliver derved lidt fastere.

Herunder ses de færdige æg anvendt som garniture til en laksemousse (opskrift følger snarest).


TIPS: Den overskydende æggemasse kan sagtens anvendes i f.eks en dressing med sennep, dild, cremefraiche, citronsaft og lidt Sukrin. Smages til med salt og peber.

Velbekomme!

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate