søndag den 30. august 2015

MADPLAN uge 36 - 2015

Madplaner på CDJetteDCs LCHF


Sensommer med liv i haven på CHDetteDCs | dagpåfugleøje

Madplan for årets første officielle efterårsuge.

Officielt går vi nu ind i efteråret - sidste sommerdag er - ifølge kalenderen - d. 31. august. Og se lige her, hvor sommerfuglene sværmede igår og havde travlt med at suge nektar fra blomsterne, der står i fuldt flor. Smukt!
Er du sommerfugleinteresseret, så læs mere her.

For mig er sommeren slet, slet ikke slut. Krydderurtebedet blomstrer, og det er så smukt, at det gerne må vare ved længe ind i efteråret, for hvor er det skønt at kunne hente "det grønne drys" og nyde duften, hver gang man henter forsyninger.
Bog om krydderurter af Anemette Olesen
Lad os få brugt en masse, mens tid er - og lad os få gemt hen og tørret, hvad tørres kan. Det har jeg endnu ikke den store erfaring med, men jeg håber, jeg kan læse mig til det i min lille bog om krydderurter. Du kan finde flere bøger af Anemette Olesen her.

Desværre har jeg i år ikke haft det helt store udbytte på mine frilandstomater. Jeg kom for sent igang, og det kolde forår har også spillet ind...
...Men se lige disse sorte tomater - de er så godt som modne nu, så de skal bruges i ugens løb og er derfor på madplanen:

Sensommer med sorte frilandstomater på CHDetteDCs LCHF
Mandag:
Blomkål er så billige lige nu - f.eks. i Rema1000, store og flotte (dog ikke økologiske) til bare 12 kr.

Det drager vi nytte af og laver frikadeller med blomkålsmos.

Med sorte tomater fra haven laver jeg tomatsalat med mozzarella.

Spændende, hvordan den kommer til at tage sig ud - lidt utraditionel måske.

Tirsdag:
Da jeg har en plan om, at jeg skal nå at shoppe lidt, inden jeg skal i biografen, kommer aftensmaden til fortrinsvis at bestå af rester - i hvert fald noget med frikadeller fra mandag.

Jeg har et skiveskåret lille hvidt formbrød i fryseren, så jeg tænker, jeg vil lave mig en frikadellesandwich i min nye Tefal Snack Collection (kan købes her), som jeg var så heldig at få i fødselsdagsgave.
Foreløbig har jeg paniniplader, triangle club sandwich plader og vaffelplader. Jeg har slet ikke haft tid til at få maskinen afprøvet, så det bliver spændende!

Onsdag:
Vores datter skal til teoriprøve, og består hun prøven, skal det fejres med grillaften, hvis ellers vejret viser sit milde ansigt. Well, disse BBQ Beer Can Burgers kan heldigvis også sagtens laves i et fad i ovnen. De mætter så umanerligt godt, at vi kun skal have lidt dampet broccoli eller en lille salat med en (rød) pestodressing til.

Torsdag:
Bønnefritter med bacon er et must på madplanen. Vi får dem jævnligt, ja faktisk flere gange ugentligt, fordi vi alle er så vilde med dem. De kan få lov at ledsage et hold stegte laksefiletter med legeret citronflødesauce og et fad langtidsstege cocktailtomater og en gang tzatziki.

Snackmandler eller lakridsmandler lavet i Actifry på CDJetteDCs LCHF
Fredag:
Jeg skal med bus og må spise min aftensmad undervejs. Der er bestilt sandwich med kylling og bacon, så nu må vi se, hvor mæt jeg bliver af det. Brødet spiser jeg ikke, men jeg kunne godt finde på at tage et hørfrø minibrød med og lægge fyldet fra sandwichen i det eller bare spise ved siden af. Som snack, tager jeg et par peanutcookies og lidt lakridsmandler med i tasken.
Det er iøvrigt EM kvalifikatinskampen Danmark-Albanien, vi tager afsted for at se, og det er mit livs første tur til Parken og første oplevelse nogensinde med fodboldlandskamp.

Lørdag:
Hvis jeg kan finde Hokkaido, skal vi have lasagne med plader af hokkaido - og kan jeg ikke det, bliver det med lasagne med proteinplader, som iøvrigt ligger en del lavere kulhydratmæssigt. Datteren har bestilt dampet broccoli til, men jeg tror nu vi laver en broccolisalat. Den er der også rift om!

Søndag:
Vi er inviteret ud. Er vi sultne, når vi kommer hjem, er der nok en rest lasagne, vi kan varme.

Med disse ord og med snuden vendt mod et forhåbentligt mildt og solrigt efterår, ønsker jeg alle en god uge.

Vil du se mere, så følg mig på https://www.facebook.com/JetteDCs.

Dette indlæg indeholder affiliatelinks.

lørdag den 22. august 2015

LCHF og lowcarb ingredienser med rabat


Så skal der shoppes LCHF varer, for lige nu gives der 20% rabat.
Rabatten varer kun weekenden ud, så skynd dig - varekurven hos Familie og Liv skal fyldes og ordren afgives inden midnat søndag d. 23. august 2015.

Hvis du vil bage disse peanutbutter cookies, som jeg netop er ved at gøre opskriften klar til, skal du bestille disse varer, hvis de ikke allerede befinder sig i dit forråd af lowcarb ingredienser.


Affedtet mandelmel
Fibersirup clear
Peanutbutter

...men husk, at peanutbutter i princippet ikke er LCHF, så du bevæger dig lidt "udenfor "rammerne - det er så også, hvad jeg har gjort idag, og de smager altså godt! Se dem bare, disse sprøde buttercookies.
Opskriften kommer snart - så følg med her på siden.

Overvej også, om du vil prøve at lave den franske nougat, som iøvrigt kan bages og blive til disse fine, proteinrige shortbread småkager. Vil du bage dem, skal du måske også have fat på:

Whey100 med jordbær og hvid chokolade

Til makronerne her skal du evt. yderligere have fat i en WPC100 med vanille (se flere varianter her). Opskriften på makroner kommer også snart her på bloggen. Jeg mangler at prøvebage og -smage dem en ekstra gang. de skal nemlig testes som knuste makroner i en rabarberkage.







Dette indslag indeholder affiliatelinks, og når du køber varer via de links, der ligger på siden, betaler du ikke mere for varen, selv om bloggen tildeles en lille provision.
Jeg er taknemmelig for de handler, der gennemføres via affiliatelinks, da det giver mig mulighed for at holde bloggen kørende og lave eksperimenter i køkkenet til gavn kg glæde for mine læsere og følgere.



mandag den 17. august 2015

Mediterranean style white cheese dip

Mediterranean style white cheese dip på CDJetteDCs LCHF

Mediterranean style white cheese dip serveret til svinemørbrad med hvidløgssmør og squashgetti

Hvis du endnu ikke har prøvet Lindas rørte fetadip, så er du gået glip af en supergod dip, der passer til næsten alle kødretter og til slet og ret at dyppe diverse grøntsagsstave i.
Den får reprise her, og lad mig skynde mig at nævne, at Lindas version er med citronsaft. Du kan også sagtens tilsætte citronsaft i denne - men jeg har her udeladt det, fordi jeg ikke havde citroner, og jeg skulle "hilse og sige", at den også er din uden citron.

De røde snackpeberfrugter bliver hurtigt lidt runkne og kedelige, hvis de ligger for længe. Netop derfor kommer opskriften belejligt, fordi de stadig kan bruges, så længe de kun er lidt indtørrede og ellers ikke dejler noget. Yep, minus madspild! Peberfrugterne får fornyet "liv" de bliver stegt i lidt olie på panden, før de blendes til puré og kommes i dipmassen.

Mediterranean style white cheese dip:


Mediterranean style white cheese dip | opskrift af CDJetteDCs LCHF
En blok (brik) Mediterranean style white cheese
2-3 stk. røde snackpeberfrugter
1 ret stor håndfuld frisk persille
2-3 pressede hvidløgsfed
Et par store spsk. olivenolie
Et godt drys friskkværnet peber
(Evt. citronsaft)

Rens peberfrugterne for stok og kerner og skær dem i store tern.
Steg peberfrugtstykkerne på en middelvarm pande i olivenolie i mindst 10 minutter eller til de falder lidt sammen. Giv dem godt med friskkværnet peber.
Lad peberfrugtstykkerne svale af (i olien), inden du blender dem (med olien) til en lind puré.
Hæld saltlagen fra osteblokken og blend osten med peberfrugtpuréen, presset hvidløg og evt. citronsaft.

Hak eller klip (jeg bruger min krydderurtesaks med 5 klinger - den kan du købe her) persillen groft og bland den i dippen.

Smag på dippen og tag stilling til, om den er for salt. Er den det, kan du røre lidt cremefraiche 38% i.


Står du og mangler en dressing, kan du også tage lidt af dippen og røre op med piskefløde. Voilà, en fortrinlig dressing.

Her er dippen serveret til stegt svinemørbrad med hvidløgssmør og squashgetti.


Og her ses den i selskab med stegt kyllingebrystfilet, smørdampet spidskål og en oste-/flødesauce med persilleolie.


Velbekomme!

Dette indlæg indeholder affiliatelinks.

søndag den 16. august 2015

MADPLAN uge 34 - 2015

 CDJetteDCs LCHF madplan

Vidste du, at jeg har lavet en ny side på facebook? Her kan du følge med i opslag på bloggen og få et par tips og tricks til LCHF madlavningen i ny og næ. Giv gerne min nye side et like 

Madplanerne har vi igen gang i efter en dejlig sommerferie. Denne uges madplan tager hensyn til en regnvejrsdag imorgen, men ellers skulle vi gerne kunne nyde udendørslivet og grille et par gange i løbet af af ugen!

Mandag:
Da meteorologerne har meldt lidt regn, hygger vi indenfor med madpandekager med tacokrydret oksekød (opskriften på taco-krydderiblanding er her) og rester af grillstegt kylling fra søndag. Det bliver den nemme løsning med en blandet salat til at komme i pandekagerne, og tomatsalsaen bliver af den købte slags. Til gengæld har jeg en hjemmelavet persille og basilikumpesto, vi kan få til.

Tirsdag:
Skulle vejret stadig byde på regn, laver vi de græske bøffergrillpanden, men ellers skal de på Weber gasgrillen! Til bøfferne skal vi have tzatziki og bønnefritter med bacon. Den gode, gamle Actifry har nemlig fået (næsten) fast plads på teraessen, og vi har fået bønnefritter talrige gange. Dem bliver vi tilsyneladende aldrig trætte af.

Onsdag:
Vi griller kyllinge souvlaki. Kødet lægger jeg i marinaden tirsdag aften og spyddene lægger jeg i blød (med mindre vi bruger metalspyd), så er det nemt at gå til onsdag aften. Der skal bare laves fetadip (du får en ny opskrift på fetadip senest tirsdag - se den fine orange sag på billedet ovenfor. Kan du ikke vente på den nye opskrift, kan du gå frem efter denne: Lindas rørte fetadip). Ud over fetadip skal vi også have lun blomkålssalat (sådan en falsk kartoffelsalat) med masser af friske krydderurter!

Torsdag:
Nogen af os skal skynde sig ud af døren, så vi tager en "rugbrødsaften". Derfor skal jeg i løbet af ugen have bagt enten hørfrø minirugbrød eller skolebrød og et hold pikante sesamstykker, for jeg har ikke mere brød i fryseren. Det får jeg så igen! Det kan være, jeg når at lave en æggesalat. Den er super lækker ovenpå en mad med hamburgerryg eller et stykke med laks.

Fredag:
Vi spiser ude og er til Kulturnat i Kolding.

Lørdag:
Vi bager fathead pizza og laver en stor skålfuld coleslaw til. Vi kan ikke spise det hele, og resten af coleslawen kan få lov at gøre lykke de kommende dage. Måske får fødselsdagsgæsterne også af den!

Søndag:
Vi fejrer fødselsdag. Tillykke Henrik!
Vi planlægger at lave Black Tiger rejer på grøntsagsbund med aïoli til forret. Og så skal vi grille! Hvad vi lægger på grillristen, har vi endnu ikke bestemt os for, men vi skal i hvert fald have et foccasiabrød til BBQ maden.
Til dessert (eller til eftermiddagskaffen) laver jeg den nye pavlova!

Ønsker du at printe madplanen? Det kan du gøre med et klik på Printfriendly ikonet nedenfor. Billeder kan fravælges - så sparer du lidt på blækket).

Rigtig god maduge!

Dette indlæg indeholder affiliatelinks.


lørdag den 15. august 2015

Chicken souvlaki | grillspyd med kyllingefilet og friske krydderurter


I år gik sommerferien til skønne Santorini, hvor det græske køkken bød på mange kulinariske oplevelser, heriblandt souvlaki. Ferieminderne holdes i nær erindring, når man i eget køkken laver mad, der minder om den, man til fulde nød i ferien. At vi den seneste uge har haft det dejligste solskinsvejr herhjemme i lille Danmark hjælper også gevaldigt på sommerstemningen og lysten til at leve livet udendørs og grille aftensmaden. Idag regner det desværre, men det har så den fordel, at det har givet mig tid til at få lagt opskriften på nettet, så sig ikke, at regnvejr ikke er af det gode. Krydderurterne i haven har bestemt også godt af en tår vand fra oven.

Jeg er - som det måske fremgår - så heldig at være selvforsynende med krydderurter, så det er stort set kun kød og citron, der skal handles ind, når vi laver souvlaki. Dertil kommer selvfølgelig tilbehøret. Har du ikke adgang til friske urter, kan tørrede også anvendes.


Nogen gange sætter jeg også Halloumi (grillost), stykker af rød peberfrugt og løg på spyddene - især hvis vi en aften springer den grønne salat over. Billederne her afspejler netop variation, så brug, hvad du har i grøntsagsskuffen, når du laver souvlaki - det behøver ikke være kød alene, du sætter på spyddene. Og er der svinekoteletter på tilbud, så kan koteletter (eller andet svine- eller lammekød) såmænd også bruges.

Chicken souvlaki, til 6 personer (eller til 4 + rest til madpakken):

ca. 700 g. kyllingefilet (jeg bruger gerne inderfilet)
Saften af 1 (lille) citron + evt. fintrevet citronskal
1/3 dl. olivenolie (eller macadamiaolie)
2-3 pressede hvidløgsfed
1 håndfuld frisk mynte (eller 1 spsk. tørret)
1 håndfuld frisk oregano (eller 1 spsk. tørret)
1 spsk. havsalt
Friskkværnet peber
(Evt. 1-2 tsk. paprika, hvis du synes)
6 lange træspyd (eller metalspyd. Køb evt. et par af disse kebabsæt)

Skær kyllingekødet i småtern.

Bland en marinade af de resterende ingredienser og fordel den godt mellem kødstykkerne og lad kødet marinere i lagen i mindst et par timer (på køl) - gerne længere.

Imens kødet marinerer, skal du - hvis du bruger træspyd - helst have spyddene lagt i blød i vand, så du undgår, at de forkuller på grillen, og så kødet ikke hænger i, når det skal af spyddene.





Fordel kød - og evt. grillost og grøntsager på spyddene og grill dine souvlakispyd i ca. 10-12 min. ved indirekte varme.


Servér dem rygende varme med lækkert tilbehør - f.eks. grillede squash, grillet Haalloumi og fetadip. Se flere forslag og links nedenfor til opskrifter med tilbehør til den græske middag


Forslag til tilbehør (klik på linket og se opskriften):

Sommersalat
Tzatziki
Cremet auberginedip
Lun eller kold blomkålssalat
aka kartoffelsalat
Fetadip

































Velbekomme!

Dette indlæg indeholder affiliatelinks.

fredag den 7. august 2015

Lun eller kold blomkålssalat - din LCHF "kartoffelsalat"


Skulle du være iblandt de, der savner en kartoffelsalat, fordi du udelukker rodfrugter fra din kost, så fortvivl ikke. Du kan sagtens lave en velsmagende blomkålssalat, der opfylder de flestes behov for et tilbehør, der minder så meget om en kartoffelsalat, at det er lige før, det er det, man tror, man spiser.

Lun eller kold blomkålssalat:

1 (stort) blomkålshoved
3 store spsk. mayonnaise (evt. hjemmerørt mayo)
200-250 gr. græsk yoghurt 10% eller cremefraiche 18 ell. 38%
(jeg vælger den græske yoghurt)
1/3-1/2 agurk, skåret i tern (f.eks. på mandolinjern)
1 finthakket salatløg
1/2-1 spsk. dijonsennep
Evt. 1/2 spsk. hvidvinseddike
Evt. lidt hakket rød peber eller radiser
Friskklippet purløg, evt. kinesisk purløg
Frisk, grofthakket persille
Groft havsalt eller Himalayasalt
Friskkværnet pber

Rør de skyllede, afdryppede blomkålsbuketter med mayonnaisen i en mikroovnsskål (med tilhørende dampventillåg).
Damp blomkål med mayo i mikrobølgeovnen i 5 min. ved høj effekt. Der skal være låg på skålen, og lågets ventil skal være åben.
Er der lidt væske i bunden af skålen efter dampningen, drænes den fra.
Rør øvrige ingredienser i (gem lidt af de friske krydderurter til at drysse over ved servering) og smag til. Måske vil du gerne have hvidløg i også. Det er der ikke i den viste, og jeg foretrækker den uden. Har man kinesisk purløg i urtebedet - og bruger dét - giver det også en let men karakteristisk smag af hvidløg.


Blomkålssalaten kan nydes lun, men du kan også vælge at køle den ned først. Servér den som kartoffelsalat til en Frankfurter pølse eller en god, grillet hakkebøf. Har du gæster eller vil gøre lidt ud af middagen, så servér evt. også baconsvøbte, grillede grønne asparges og en sommersalat til.



Velbekomme!

Dette blogindslag indeholder affiliatelinks.

mandag den 3. august 2015

Den perfekte pavlova - uden sukker!



Efter et utal af forsøg på at bage en hæderlig marengs uden sukker, er jeg langt om længe nået i mål. Jeg har i den anledning måttet erkende, at den nye Fibersirup desværre ikke er god til formålet, med mindre man sigter efter en marengs, der kan sidestilles med tyggegummi.
Det skal dog tilføjes, at et enkelt af mine forsøg med Fibersirup faktisk faldt nogenlunde ud - men Fibersirup udgjorde ikke al sødemiddel i dejen, og kyskagerne var desværre temmelig bløde og alt for seje dagen efter, de var bagt.
Læg dertil, at jeg har forsøgt med andre tricks og ingredienser at få den perfekte, sukkerfrie marengs, men end ikke eddike - eller for den sags skyld citronsaft og salt og piskning over vandbad - har haft den store effekt, så inget af det nævnte er derfor finde i opskriften nedenfor.

søndag den 2. august 2015

Cremet auberginedip


Det helt perfekte tilbehør til den græske middag, er en cremet auberginedip. Overraskende nok fungerer den også fint til ristede pølser og bønnefritter - se bare på billedet nederst; dét er da lækker, dansk mad!

Opskriften kommer her.

Cremet auberginedip:

1 stk. aubergine
1/2 citron
1 fed hvidløg
1 dl. græsk yoghurt 10%
1 tsk. havsalt (evt. Himalayasalt)
Friskkværnet peber
Olivenolie
Evt. finthakket tomat eller 1 spsk. tomatsalsa
Evt. en håndfuld krydderurter (se nedenfor)

Prik huller med en gaffel i auberginen og bag den ved 150 grader i en time - evt. længere - til den er mør.
Lad den evt. stå lidt ved eftervarmen, før den skæres over og alt "kødet" skrabes ud.

Hæld godt med olivenolie på en pande og steg aubergin"kødet" ved middel varme et par minutter. Lad det svale af på panden, før det hældes i et blenderglas.

Blend aubergine med citronsaft fra den halve citron. Og er du glad for citrussmag, kan du også rive skallen på citronen og komme ved.
Græsk yoghurt og hvidløg, salt og peber og evt. tomat/tomatsalsa røres i, og har du nogen friske krydderurter, f.eks. basilikum og persille, kan du sagtens røre en håndfuld af det med også.

Stil dippen på køl - gerne et par timer eller længere - før den serveres til f.eks. kyllinge souvlaki eller græske bøffer. Hvis du synes, kan du før  servering røre lidt ekstra olivenolie i, og det gør ikke noget, hvis noget af den flyder ovenpå - det ser bare ekstra indbydende ud. Drys evt. også med lidt krydderurter.


Overraskende nok, fungerer den fint som pølsesip og erstatter således snildt både ketchup, sennep og remoulade - og bønnefritterne er også i skønt selskab med auberginedip.


Dippen er naturligvis også egnet på tapasbordet. Servér den f.eks. til ristede skiver af disse pikante sesamstykker.

Velbekomme.

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate