mandag den 20. juni 2016

Salatdressing med hvidløg, salvie og oregano


Før det skal handle om dagens lille opskrift på den skønneste dressing med kraftig hvidløgssmag og aromatiske krydderurter, så skal I lige se, hvad jeg skrev i et billedopslag i facebookgruppen LCHF Happy Food igår, for jeg er taknemmelig for at kunne hente friske forsyninger fra mit produktive urtebed:

"Hvis der er noget, jeg priser mig lykkelig over næsten hver eneste dag, så er det, at vi sidste år langt om længe fik anlagt vores krydderurtebed.
Krydderurter er (i hvert fald langt de fleste) ganske nøjsomme, så det er som sådan ikke nødvendigt at anlægge et bed specielt til krydderurter. De fleste kan dyrkes blandt stauderne.
Se nu bare her, hvad man kan lave på nul komma fem - den skønneste dressing, smækfyldt med vitaminer, mineraler og antioxidanter - og tænk, hvor mange penge det ville have kostet ekstra, hver gang jeg skulle have købt mine urter.
Jeg kan stadig blive bedre til både at dyrke og at anvende krydderurterne, så jeg øver mig. Og elsker det...! Gode råd modtages til enhver tid med glæde!"

Jamen, hvor ér det bare skønt, at mit krydderurtebed til stadighed bugner med de skønneste afgrøder til at pifte maden op med. Idag viser jeg jer den dressing, som har ledsaget en del grønne salater hen over forsommeren, og jeg kan love jer for, at den fortsat vil blive produceret, så længe der er urter i haven til det.



Salatdressing med hvidløg, salvie og oregano:
(Opskriften indeholder reklame i form af affiliatelinks)

En skålfuld friske krydderurter (salvie og oregano)
1-2 fed hvidløg
5 spsk. (oliven)olie
2 tsk. granatæblebalsamico
150 gr. mayonnaise, f.eks. Hellmanns eller denne hjemmelavede
200-250 gr. fløde 38%
50 gr. sukkerfri ketchup
1 tsk. friskkværnet Himalayasalt

Hak eller klip krydderurterne mellemfint. Jeg bruger min krydderurtesaks (en lignende model fra Westmark med 5 klinger, kan du købe her) - den er eminent til formålet.

Lun olien lidt og rør de hakkede krydderurter, presset hvidløg og Himalayasalt i. Aroma fra krydderurterne trækker bedre ud i olien i en lun frem for en kold olie. Vent med at røre resten i, indtil temperaturen igen er dalet.


Hæld granatæbleeddiken i krydderolien (ja, olie kan man næsten ikke kalde det, for der skulle gerne være så mange urter i olien, at det er en tyk blanding), dernæst røres mayonnaisen i, og dressingen tyndes med fløde og sukkerfri ketchup.

Jeg bruger iøvrigt denne ketchup fra Lidl, men du kan naturligvis også vælge at lave den selv. Min opskrift på ketchup finder du her.

Den færdige portion salatdressing bør kunne række til flere dage til en familie på fire.
Den vil skulle tyndes op, når den har været gemt på køl et døgns tid. Tynd den med enten fløde eller vand, men med vand, skal den (igen) den følgende dag skulle rystes eller røres godt igennem, hvis den altså gemmes så længe. Herhjemme er der rift om den, så den er som regel hurtig væk, og det er ikke altid, jeg vælger at tynde den op.




Værs'go, så er der smagfuld dressing til salaten, og den passer iøvrigt ganske glimrende som en kold sauce også.

Ingen kommentarer:

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate