søndag den 29. januar 2017

Rød peberfrugtpesto med mandler og bagt hvidløg

Rød peberfrugtpesto med mandler, bagt hvidløg grillede peberfrugter og Grana Padano

En rød peberfrugtpesto er uundværlig som tilbehør til lyse fiskeretter, kylling og som dip og dressing.  Det er desværre alt for sjældent, vi får den lavet, og det er en skam, for man får en stort glas sund, lækker og nærende pesto - langt billigere, end når man køber den. Ikke mindst er smagen af den hjemmelavede helt fantastisk og usammenlignelig med den købte.

Der er kun at sige: Lav din egen peberfrugtpesto - det kommer du ikke til at fortryde.

Rød peberfrugtdressing af den hjemmelavede slags


Strombolistjerne med kyllingefyld | Lowcarb stjernestromboli

Stromboli foldet som stjernepizza | Fyldt stromboli med kylling, serveret med rød peberfrugtpesto

På Pinterest så jeg sådan en flot pizza. Den var stjerneformet - og hvilken genistreg at kalde den Cheesus Crust Superstar! Navnet (som jeg tror, Pizza Hut står bag) siger jo det hele - nemlig at dejen til pizzastjernen fortrinsvis består af ost. Det kan synes lidt dristigt at kalde mit eksemplar af en fyldt dejstjerne for en pizza - dertil ville jeg nok vælge fatheaddejen). Opskriften på fathead pizza kan du se her).
Til stjernen her er der brugt strombolidej. Jeg har justeret lidt i ingredienserne og synes, strombolien er et lækkert lowcarb alternativ til både tærte og pizza.

Smagsoplevelsen er med en hjemmelavet rød peberfrugtpesto bragt helt til tops.

Kig med her - så kan det være, du får lyst til selv at afprøve stromboliopskriften.

LCHF stjernestromboli med kylling og rød peberfrugtpesto


søndag den 22. januar 2017

Klassisk chokolademousse uden sukker

Opskrift på sukkerfri chokolademousse
Min bedste chokolademousse

Hvordan beskriver man den allerbedste chokolademousse? Tjah, det er jo en smagssag, hvordan man synes, den skal være. Man kan vælge en meget mørk chokolade for en intens chokoladeoplevelse, og man kan justere sødmen, som man synes - eller gå efter den usødede, dybe chokoladesmag. Men skal der appelsinskal i, og hvad med smør, skal der virkelig smør i? Og hvor mange æggehvider bruges i forhold til blommer - eller skal der slet ikke nogen æggehvider i? Hvordan smelter man chokoladen og rører det hele sammen, så det ikke bliver en grynet masse?...
...Spørgsmålene står jo nærmest i kø, men det er altså ikke så svært at lave en lækker chokolademousse. Du kunne jo f.eks. prøve at følge min opskrift - den kommer lige her:

lørdag den 21. januar 2017

Brødmix fra Sukrin, den nemme løsning


(Sinden indeholder reklame i firm af affiliatelinks).
Idag har jeg bagt brød, og jeg må indrømme, at jeg er kommet noget let om ved det. Jeg har nemlig snydt, for brødet er næsten mere hjembragt end hjemmebagt. Altså, jo - det er da bagt i min ovn, men jeg har ikke stået og vejet ingredienser af men bare hældt en pakke Sukrin brødmix i en skål og tilsat 3 dl. vand, rørt sammen og formet 4 store flütes for bare at sætte dem i ovnen og vente på resultatet.
Resultatet, det har vi så her, og smagen er i grunden ganske fin.

Hvis jeg nu skal sammenligne med nogle af mine egne brødopskrifter, så er det helt klart mine skolebrød eller hørfrø minirugbrød, der kommer tættest på disse.
Fordelen ved den købte brødmix er selvfølgelig, at man ikke skal have fat i ingredienserne, der skal bruges til det "rigtige" hjemmebag, men i længden vil det altså være langt billigere at lave sine egne brød helt fra bunden.


Jeg valgte at forme 4 ret så store flütes af dejen og at lægge dem på min nonstick baguettes / flütesform - dog med bagepapir under, da en lowcarb brøddej sjældent opfører sig som en almindelig gærdej.

På pakken er anført en forholdsvis høj bagetemperatur, som jeg valgte at ignorere. Jeg bagte mine flütes i 40 minutter ved 160 grader.


Staks de var bagt, blev den første fortæret - med ost, snackpeberfrugt og såmænd også med velbehag.

Stolt er jeg ikke af billedkvaliteten her, men man skal - som bekendt - ikke skue hunden på hårene, og brødene smager i hvert fald fortrinligt.

Kulhydratindholdet er forholdsvis lavt i netop dette brødmix, som indeholder chia og hamp, nemlig 3,5 gr. kh. pr. 100 gr. i det færdige brød.

Der findes 3 varianter i Sukrins (Funksjonell Mats) brødmixsortiment. Den med solsikkefrø og græskarkerner indeholder endnu færre kulhydrater, nemlig 2,5 gr, kh. pr. 100 gram, mens varianten med havre og sesam, som - grundet havren - nok ikke bør betragtes som værende "ægte" LCHF til trods for dets forholdsvis begrænsede indehold af kulhydrater på 3,9 gr. pr. 100 gr.

Alle 3 brødmix varianter kan lige nu købes til kr. 38,00 kr. pr pakke, og en enkelt slags fås desuden i en 1-kilos pakning - også på tilbud (klik her for at se eller købe produktet).

Lad mig for en god ordens skyld gentage, at brøderstatninger - uagtet kulhydratindholdet - bør begrænses, hvis man med LCHF kostretningen har vægttab for øje. Det er muligt, man sagtens kan tabe sig med et lille, dagligt indtag af lowcarb brød, men det gælder desværre kun et fåtal af os.

torsdag den 19. januar 2017

LCHF kanelsnegle - ell. chokolækre chokoladesnegle

Kanelsnegle eller chokoladesnegle uden mel og sukker på CDJetteDCs LCHF

Kanelsnegle eller chokoladesnegle uden mel og sukker på CDJetteDCs LCHF

Sådan en stille søndag som idag (opskriften er udgivet første gang søndag d. 4. oktober 2015) blev der tid til at lave lidt lækkert lowcarb bagværk, og hvad kan man andet end at bage kanelsnegle på kanelbullens dag? Det var i hvert fald dét, der faldt mig ind, og opskriften er helt nyudviklet. Håber, I kan lide, hvad I ser og også får lyst at prøve, for det er ikke spor svært at lave kanelsnegle uden gær, mel og sukker, og de tager faktisk kortere tid at lave end de ville gøre med en gærdej.

søndag den 15. januar 2017

Hindbærfromage uden sukker


Sukkerfri hindbærfromage

Hindbærfromage er nok noget nær den perfekte søndagsdessert. Og hvem siger, at det er så svært at arbejde med husblas, som nogen gør det til. Kast dig bare ud i desserter med husblas - det er ikke spor farligt, og følger du anvisningerne, er du garanteret et godt resultat.

Sukkerfri hindbærfromage med husblas

onsdag den 11. januar 2017

Mazarinkage med chokoladeganache - muffins eller petit fours


Jeg har købt chiamel! Og var det nu en god idé med chiamel i de mængder, for hvad stiller man op med det ud over at lave marmelade? Det fungerer - ud over at tilføre Omega-3, protein, kostfibre og jern til kosten - som fortykningsmiddel (endda i industrien). På produktet står bl.a. angivet, at det kan bruges som chiagel, når det blandes med vand - eller direkte i brød og andet bagværk.
Jamen så må jeg prøve mig frem, tænker jeg!...

lørdag den 7. januar 2017

Mine bedste spinatboller

Spinatboller på CDJetteDCs LCHF
Fik I prøvet mine broccoliboller? Og har I afprøvet opskriften med spinat istedet for broccoli? Det har jeg..., men...lige som jeg skulle til at veje de tørre ingredienser af, opdagede jeg, at der kun var ganske lidt sesammel tilbage i posen, og jeg har tilsyneladende glemt at købe mig en ny posefuld, så derfor er der kun den smule sesammel i dejen, jeg havde tilbage. Resten er erstattet af pofiber og - nå-ja, så er der ændret lidt mere i opskriften.
Her kan I se resultatet. Ikke dårligt - sådan sagt på godt jysk! Og smagen er helt fantastisk - faktisk næsten som jeg husker, at spinatbollerne fra bageren hos Bilka smager, og dem har jeg altid været aldeles vild med, altså spinatbollerne... ;-)

JetteDCs LCHF spinatboller
Opskriften, jeg her har udarbejdet, og som med garanti bliver én af mine yngligsopskrifter på brøderstatninger, får du her. Den er  udgivet 1. gang d. 21. februar 2016.

torsdag den 5. januar 2017

Lowcarb hørfrøboller i Actifry

De lækreste bløde boller og  alligevel med "bid" fra hørfrø. Så er der lidt at tygge på.

(Opskriften er udgivet 1. gang d. 28. december 2015)


Det langt fra en hemmelighed, at jeg har en Actifry. Jer rigtig glad for den og bruger den i vid udstrækning i min lowcarb madlavning. Spørgsmålet er bare, om jeg hidtil har udnyttet den optimalt. Det er i hvert fald første gang, at jeg har forsøgt at bage brød i den, og da resultatet er ganske hæderligt, tænker jeg, at bloggen i løbet af den nærmeste tid vil have fokus på brugen af Actifry, for mon ikke, der er nogen stykker af mine læsere, der har været heldige at få sådan en køkkenmaskine i julegave?

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate