søndag den 29. januar 2017

Strombolistjerne med kyllingefyld | Lowcarb stjernestromboli

Stromboli foldet som stjernepizza | Fyldt stromboli med kylling, serveret med rød peberfrugtpesto

På Pinterest så jeg sådan en flot pizza. Den var stjerneformet - og hvilken genistreg at kalde den Cheesus Crust Superstar! Navnet (som jeg tror, Pizza Hut står bag) siger jo det hele - nemlig at dejen til pizzastjernen fortrinsvis består af ost. Det kan synes lidt dristigt at kalde mit eksemplar af en fyldt dejstjerne for en pizza - dertil ville jeg nok vælge fatheaddejen). Opskriften på fathead pizza kan du se her).
Til stjernen her er der brugt strombolidej. Jeg har justeret lidt i ingredienserne og synes, strombolien er et lækkert lowcarb alternativ til både tærte og pizza.

Smagsoplevelsen er med en hjemmelavet rød peberfrugtpesto bragt helt til tops.

Kig med her - så kan det være, du får lyst til selv at afprøve stromboliopskriften.

LCHF stjernestromboli med kylling og rød peberfrugtpesto



Siden er med reklame - nemlig affiliatelinks til webshops.

Stjernestromboli / tærtestjerne (til min. 4 personer):
200 gr. revet Mozzarella
1 æg + 1 æggehvide fra æg str. M/L
3-4 spsk. macadamiaolie eller lign. (+ ekstra til udrulning)
3-4 spsk. nøddemel (denne, men den er pt udsolgt!) eller 5-6 spsk. Pofiber
1 spsk. kokosfibermel
2 tsk. løgpulver (kan undlades)
1 æggeblomme (til pensling)
En god håndfuld revet Mozzarella (til gratinering - kan undlades)

Cremet kyllingefyld til strombolistjerne:
400 gr. kyllingeinderfilet (eller kyllingebrykød)
175 gr. bacon i skiver
125 gr. flødeost neutral eller med urter
1-2 mellemsto løg
35 gr. smør
2 tsk. paprika
1/2 tsk. salt
Friskkværnet peber
125 gr. (drænet vægt) frisk Mozzarella
Og det grønne: F.eks. mindre broccolibuketter, små stykker grønne asparges ell. lign.

Start med at lave kyllingefyldet til din stromboli, da fyldet helst ikke må være varmt, når det lægges på dejen.

Løget skæres eller hakkes i tern. Jeg bruger min Alligator chopper (forhandles her). Kom smørret på panden og varm op. I det brusende smør steges løgene klare. Baconskiverne klippes i små stykker - gerne direkte over panden med løg - og steger, indtil der er rigeligt fedt smeltet af til også at brune kyllingestykkerne i.
Kylling, som du har skåret i små, mundrette stykker, kommes på panden sammen med paprika. Der krydres yderligere med salt og peber, og når kyllingen er brunet af, røres flødeosten i. Sluk for varmen og lad kyllingefyldet svale, imens du laver strombolidejen.

I en mikroovnsegnet skål smeltes revet Mozzarella, der er mikset med olie og krydderier. Giv det halvanden minut (høj effekt). Du kender bedst selv din mikroovn, men tjek og se, om det skal have lidt mere. Osten skal smelte og kunne røres sammen med meltyperne og ægget.
Når du har fået dejen rørt sammen - og det er som regel nødvendigt at tage fingrene i brug for at få en ensartet (æltet) dej, kan det godt ske, dejen skal have 15-30 sekunder i mikroovnen for igen at blive blød, smidig og varm nok til at kunne rulles ud. Den må ikke se trevlet ud, så er den for tør (ælt evt. lidt mere olie i dejen) eller for kold (varm den evt. lidt igen).
Bemærk iøvrigt, at strombolidejen sagtens kan laves i en sliplet gryde, men det nemmeste er nu med mikroovn, synes jeg.

1234 strombolidejen foldes som en stjernepizza
På et stykke bagepapir, hvorpå du har smurt et par dråbe olie, rulles dejkuglen ud. For at dejen ikke skal hænge i, smøres også dejens overflade med lidt olie. Din kagerulle bliver lidt fedtet, men det er det, der gør, at dejen kan rulles ud, næsten som var det en almindelig dej.

Rul den ud til en diameter, der svarer til bagepapirets mål, ca. 36 cm. Ø.

Se hvordan du folder strombolidejen som en pizzastjerne
Skær - f.eks. med et pizzahjul - som vist her - og fordel kyllingefyldet i en cirkel på dejen.

Skiver af frisk Mozzarella lægges ovenpå fyldet, og de små broccolibuketter eller grønne asparges stikkes imellem.

Luk dejen som en stjerne ved at folde den yderste kant ind over fyldet og en spid fra midten og ud over fyldet

Strombolidejen foldet som en stjerne om kyllingefyldet op penslet med æggeblomme
Bagepapiret med trombolistjernen trækkes forsigtigt over på en bageplade.

Stromboli'en pensles med æggeblomme og stilles i ovnen, hvir den  i 30 minutter ved 175 grader.

Vælger du at toppe med revet Mozzarelka, så fordel det på strombolistjernen efter 20 minutters bagetid.

Rød peberfugtpesto serveret til strombolistjerne
Servér stjernestromboli med rød peberfrugtpesto en dejlig grøn salat.

Den rækker som minimum til 4 personer.

Velbekomme!

Stromboli med fyld af kylling og ost
Til venstre ses et eksemplar, som er flettet lidt anderledes, og som har fået lov at gratinere med lidt revet ost på toppen de sidste 10 minutter i ovnen.

Det kan klart anbefales med den ekstra ost.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Når du har tastet din besked og indsendt den, kan den ikke ses her på siden, før den er læst af mig.

Hold øje med siden og få svar.

Mvh. Jette

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate