torsdag den 19. januar 2017

LCHF kanelsnegle - ell. chokolækre chokoladesnegle

Kanelsnegle eller chokoladesnegle uden mel og sukker på CDJetteDCs LCHF

Kanelsnegle eller chokoladesnegle uden mel og sukker på CDJetteDCs LCHF

Sådan en stille søndag som idag (opskriften er udgivet første gang søndag d. 4. oktober 2015) blev der tid til at lave lidt lækkert lowcarb bagværk, og hvad kan man andet end at bage kanelsnegle på kanelbullens dag? Det var i hvert fald dét, der faldt mig ind, og opskriften er helt nyudviklet. Håber, I kan lide, hvad I ser og også får lyst at prøve, for det er ikke spor svært at lave kanelsnegle uden gær, mel og sukker, og de tager faktisk kortere tid at lave end de ville gøre med en gærdej.


Der indgår reklamer i opskriften, hvor der er linket til webbutikker, hvor du kan købe ingredienserne. Lige nu kan du med fordel handle her, hvis du står og mangler kokosolie også, da kokosolien -  Coconut Oil Of Life (klik her for at købe) er på tilbud, og den er altså rigtig god. Du sparer hele 40 kr. pr glas - så slå til nu, hvis du ikke vil gå glip af et godt tilbud!

Dej til 12 stk. kanelsnegle:

100 gr. affedtet mandelmel
20 gr. Pofiber (ca. 1 1/2 dl.)
40 gr. fiberHUSK, den gule (ca. 1/2 dl.)
50 gr. Sukrin Gold (se tilbud her)
20 gr. fedtreduceret kokosfibermel
15 gr. WPC100 med vanillesmag
1 spsk. æblecidereddike
3 hele æg, blommer og hvider + 1 æggehvide (fra æg str. L)
2 tsk. bagepulver
125 gr. smør
2 dl. vand

Remonce:

100 gr. blødgjort smør
60 gr. Sukrin Gold
1-2 tsk. mandelessens (jeg bruger denne)
4-5 tsk. ægte kanel
1 spsk. affedtet mandelmel

Før servering:

Smør og FiberSirup Gold
Evt. et ekstra drys kanel (den ægte)
Eller - for en mere GI venligere version: Top med Royal Icing glasur!

Start med at røre alle ingredienser til remoncen sammen. Den må gerne være lidt kølig, når du skal bruge den - men ikke helt stiv, for så kan den ikke smøres ud.

Alle ingredienser (til selve dejen) - bortset fra vand og smør - blandes godt. Start med de tørre ingredienser.
Vand og smør koges op og hældes over. "Ælt" hurtigt dejen sammen, f.eks. ved hjælp af en dejskraber.

Dejen formes straks som en stor kugle og lægges på et stykke bagepapir. Ovenpå lægges også et stykke bagepapir.

Tryk dejen lidt flad med en bageplade og fortsæt med kagerullen, indtil dejen er fordelt jævnt og firkantet mellem de to stykker bagepapir.

Træk det øverste stykke bagepapir af og fordel remoncen med en bagespatel eller en kniv.
Kanterne på dejen kan skæres til og lægges i den ene ende, hvorefter dejen rulles ved hjælp af bagepapiret.

Skær 12 stykker af dejrullen og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Tryk kanelsneglene lidt flade med håndroden..

Bag kanelsneglene i en 180 grader forvarmet ovn (uden varmluftsfunktionen) i 30 minutter. Lad dem afkøle let på bageristen, før du lægger små smørklatter på hver kanelsnegl. Brug en bagepensel til at fordele smørret, mens det smelter.

Ved servering fordeles lidt FiberSirup Gold som glasur på kanelsneglene, og overfladen kan evt, drysses med lidt ekstra kanel.
Skal kanelsneglene først serveres senere, så lun dem igen. Måske skal de dernæst have lidt ekstra smør, før der kommes glasur på.

Kanelsneglene kan naturligvis også serveres med en Royal Icing glasur eller som onsdagssnegle (chokosnegle) med smeltet chokolade eller en stadig lun chokoladeganache over.

Kanelsnegle eller chokoladesnegle uden mel og sukker på CDJetteDCs LCHF
Velbekomme!

Dette indlæg indeholder affiliatelinks.

8 kommentarer:

Anonym sagde ...

De ser godt nok lækre ud - men kan Profibre erstattes af noget andet?

Jette Christensen sagde ...

Det tror jeg ikke, jeg ville gøre. Den første grund er, at Pofiber er den billigste lowcarb meltype og den anden grund er, at de omregningsfaktorer, der lever her på nettet måske nok kan bruges i et vist omfang, men du får ikke samme resultat.

Anonym sagde ...

Det skal prøves - jeg vil dog høre om det er nødvendigt at mandelmelet/kokosmelet er fedtreduceret, eller kan jeg nøjes med almindeligt kokosmel og blendede mandler? :-)

Jette Christensen sagde ...

Jeg tør ikke helt svare dig på, om du kan få dejen til at hænge tilstrækkeligt sammen til, at du kan rulle den ud, hvis ikke du bruger de affedtede meltyper. Du skal under alle omstændigheder reducere væskemængden noget.
Jeg ville nok gør forsøget - og lykkes det dig ikke at rulle dejen ud, så lægger du den i en lille bradepande, laver fordybninger i dejen og hælder en blanding af Fibersirup, Sukrin Gold, kanel og smør over og bager din helt egen brunsviger.
Jeg kan så afsløre, at jeg har tænkt mig selv at prøve det samme (men med opskriften stort set, som den er). Det er min opskrift vist iøvrigt allerede blevet brugt til hos en anden madblogger...

Held og lykke med bage"projektet" ;-)

Anonym sagde ...

Hej Jette
Hvordan kan det være du har proteinpulver (WCP100) i? Hvad gør det ved sneglene? Kan man lade være med at putte det i eller evt. udskifte det med noget andet?
Hilsen Helle

Anonym sagde ...

Er det nødvendigt med det WPC100?
Ser du bruger det ofte i opskrifterne.

Jette Christensen sagde ...

Hej Helle.
Ja, jeg bruger i ny og næ lidt proteinpulver. Oftest er der tale om små mængder (jeg kan have sådan en posefuld længe). Jeg synes, det giver mit lowcarb bagværk både en bedre struktur og en fortrinlig smag, og så er jeg heller ikke bange for den eksta lille dosis proteiner. Vælger du en neutral, kan du bruge den til flere ting, synes jeg - men så må du lige justere sødmen med lidt mere Sukrin og evt. Vaniljepulver.
Om du kan undlade at komme WPC i? Ja, det kan du nok godt. Der skal ikke meget ekstra mandelmel i til at erstatte de 15 gram - og endnu mindre, hvis du vælger ekstra kokosmel. Det skal dog siges, at jeg IKKE har prøvet! ...Men jeg tror på, det går an.
Kh. Jette

Jette Christensen sagde ...

Se gerne mit svar lige ovenfor 😉
Mvh. Jette

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate