fredag den 17. februar 2017

Broccoliboller med ost | Osteboller med broccoli eller squash

Squashboller med ost eller osteboller med squash?

Færdes man i den store Sensegruppe på Facebook, oplever man stor fokus på broccoliboller. Jeg har naturligvis heller ikke overset opskriften og kommer nu - langt om længe - med min version, som indeholder knapt så meget broccoli, og så er den med ost, så måske burde vi kalde mine for osteboller med broccoli...
Man kan trykke bollerne helt flade og kalde dem grøntsagsfladbrød. Det giver større overflade til pålæg, men jeg kan nu godt lide dem som boller. Du er din egen bagermester, så du bestemmer selv, men da bollerne har det med at. blive en anelse flade, kan det måske være hip som hap. Én ting er dog sikkert: De er helt perfekte som madpakkeboller og burgerboller.

Da jeg nogen gange poster billeder i facebookgruppen LCHF Happy Food, før jeg lægger et nyt indslag på bloggen, bliver jeg stillet overfor spørgsmål, som jeg gerne besvare. Nogen gange kræver det ekstra prøvebagninger. Denne gang er jeg blevet spurg, om man kan erstatte broccoli med squash. Og ja - det kan man sagtens, og det er lige før, jeg synes, at squashbollerne er de bedste. Faktisk, jo - personligt synes jeg, squashbollerne er de bedste Ingredienslisten giver mulighed for at vælge, hvilken variant man vil bage.

Opskriften indeholder affiliatelinks (reklame) til webshops, jeg personligt handler hos. Du er velkommen til at købe varer via disse links, og gør du det, støtter du bloggen med et mindre provisionsbeløb.
Opskrift på lowcarb broccoliboller

Broccoliboller (12 stk) eller squashboller (9 stk.):

300-325 gr. revet broccoli (eller 200-225 gr. revet squash)
6 æg, str. L (5 æg til squashboller)
180 gr. revet Monterey Jack (brug evt. en blanding af Cheddar og Mozzarella)
1 dl. HUSK loppefrøskaller
1 1/2 dl. Pofiber
Evt. 1/2 dl. hørfrø (evt. de gule hørfrø, som har en mere nøddeagtig smag)
2 spsk. friskpresset citronsaft
2 tsk. bagepulver
1 tsk. salt
Pynt: Sesamfrø eller solsikkefrø

Dejen til broccoliboller med ost røres sammen
Den revne broccoli (eller squash) blandes med ost i en stor skål.
Jeg bruger iøvrigt et gammeldags rivejern, når jeg laver broccoliris (som revet broccoli også benævnes), da jeg ikke har - og aldrig har haft - en foodprocessor.

Alle tørre ingredienser blandes godt og kommes i skålen med broccoli og ost. Citronsaften hældes over blandingen. Rør blandingen sammen.

5 æg røres i med håndmixeren (hold et enkelt æg tilbage). Vurdér, om blandingen bliver for våd med det 6. æg.
Jeg bruger 6 rimeligt store æg men kun 5 til squashbollerne.

LCHF broccoliboller med solsikkefrø eller sesamfrø, klar til bagning
Form 12 boller og tril dem i sesamfrø eller solsikkefrø.

Her er det broccoliboller, hvoraf nogle er med solsikkefrø og enkelte med sesamfrø.

Og her er det squashbollerne, der er rullet i sesamfrø

Bollerne stilles på en bagepapirsbeklædt bageplade og bages i en 160 grader varm ovn (med varmluft) i 45 minutter.

Afkøles på bagerist.

Serveres med tandsmør og lækkert pålæg - eller bruges som burgerboller.

Velbekomme!
LCHF osteboller med broccoli




Ingen kommentarer:

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate