torsdag den 18. august 2016

Proteinpasta med tomatsmag | rød tagliatelle pasta

Rød tagliatelle pasta uden mel

Den proteinpasta, jeg er ret så glad for, laver jeg af og til i andre varianter end den forholdsvis neutrale (som du kan se her). Den her viste version, kalder vi for tomatpasta hjemme hos os. Nu er der så bare dét, at tomatpasta vel også bruges som som benævnelse for tomatpuré, så lad os bare kalde denne version af lowcarb pasta for proteinpasta med tomatsmag.

Du kan også sagtens lave en variant med din ynglingspesto. Skift tomatpuréen ud med f.eks. rød peberfrugtpesto, basilikumpesto, grønkålspesto eller ramsløgspesto - bare den ikke er for crunchy (grov). Bliver den tilstrækkelig grøn, kalder du den for fettuccine verde!

Her er den røde lowcarb tagliatelle serveret med en spidskålssalat med nænsomt ristede mandler, en smule (såkaldt liberal) rå gulerod ig en olie-, eddikedressing samt en kyllingeret med (liberale) løg og bacon.

Opskriften på lowcarb proteinpasta med tomatsmag får du her. Den indeholder reklame i form af affiliatelinks.

Lowcarb proteinpasta med smag af tomat:

3 æg str. L
150 gr. flødeost
15 gr. Psyllium loppefrøskaller eller fiberHUSK / pulveriserede Psyllium loppefrøskaller
30 gr. Grana Padano ell. lign.
2 spsk. olivenolie
2 store spsk. koncentreret tomatpuré (ca. 50 gr.)
1 spsk. citronsaft ell. 1 tsk. æblecidereddike
1/2-1 tsk. urtesalt
+ olie til pensling

Fremgangsmåden kan du se nedenfor, men lad mig først nævne, at du kan bruge både Psyllium frøskaller og den finere fiberHUSK. Jeg har ofte kværnet HUSK til mel i min kaffekværn (frøskaller er billigere end fiberHUSK), men undlader du at kværne, bliver resultatet også nogenlunde tilfredsstillende. Vil du ikke have besværet med at kværne eller bare vil sikre dig det bedste resultat og bruge pulveriserede Psyllium loppefrøskaller, kan du vælge at købe en større pose her hos Bodylab, hvor der lige nu er fri fragt.

Riv osten på et fint rivejern. Jeg bruger dette rivejern fra Microplane.
Alle ingredienser - bortset fra frøskaller eller fiberHUSK - piskes sammen med håndmixer.
Smør et stykke bagepapir, som du har beklædt en bageplade med.
Frøskaller eller fiberHUSK piskes i dejen, som straks hældes på bagepapiret og fordeles jævnt med dejskraber.

Lad pastapladen bage i en 150 grader varm ovn (uden varmluft) i 10-12 minutter.
Når du tager pladen ud, skal du trække bagepapiret med pastaen over på en plan flade (f.eks. bordpladen) og lade pastaen svale et par minutter, før du forsigtigt løsner den fra bagepapiret med en paletkniv.

Smør pastapladen med ganske lidt olie og rul forsigtigt pladen sammen (uden bagepapir, forstås) og skær rullen i tynde skiver, og læg pastastrimlerne i serveringsskålen.

Pastastrimlerne kan sagtens genopvarmes i mikrobølgeovnen.

Her ses den røde pasta serveret med en spidskålssalat med ristede mandler, en smule rå gulerod, olie-, eddikedressing samt en pandestegt kyllingeret.


Velbekomme!

Når du er blevet fortrolig med at lave denne lowcarb pasta, er du klar til også at lave disse æggemuffinroser med proteinpasta.

Du kan se her, hvordan du gør.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Når du har tastet din besked og indsendt den, kan den ikke ses her på siden, før den er læst af mig.

Hold øje med siden og få svar.

Mvh. Jette

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate